Wallenbergara

Wallenbergara

Wallenbergara er nærmest den svenske udgave af de danske krebinetter/karbonader. En saftig kødbøf, der typisk serveres med kartoffelmos, kogte ærter, smørsovs samt – naturligvis – tyttebær. Og ja, det sidste er ofte tilbehør til svenske retter, men det kan være svært at få fat på her i Danmark, hvor man til nøds kan være heldig at falde over et glas tyttebærsyltetøj.

Jeg skelede til en opskrift fra Receptfavoriter men brugte lidt mindre fløde og justerede lidt på krydderisammensætningen.

Wallenbergara

5-6 stk.

500 g hakket kalv og flæsk
3 æggeblommer
2 dl fløde
½ tsk stødt allehånde
½ tsk stødte nelliker
½ tsk stødt muskatnød
salt og peber
2-2½ dl rasp
smør til stegning

Rør kød og æggeblommer sammen i en skål (gem æggehviderne i køleskabet til et andet madprojekt). Tilsæt krydderierne og rør så fløden i lidt ad gangen. Det bliver en løs fars, men det skal det også være. Sæt den eventuelt i køleskabet et kvarters tid, så den samler sig lidt mere.

Smelt smør på en pande og form mellemstore bøffer af farsen. Strø rasp på en stor tallerken og vend bøfferne i det – det kræver lidt fingerfærdighed, men hav tålmodighed. Steg dem på panden i godt med smør – tilsæt gerne mere undervejs – så de er gyldne på hver side. Tag dem af og læg dem i et ildfast fad. Steg de øvrige bøffer og læg dem i fadet. Bag dem færdige i ovnen ved 175 i ca. et kvarter.

Wallenbergara serveres med kartoffelmos eller kogte kartofler, kogte ærter, smørsovs samt tyttebærsyltetøj.

Note: Wallenbergara adskiller sig ikke meget fra retter, vi kender i forvejen. Det er god gedigen mormormad, som jeg tror, mange kan være med på.



2 thoughts on “Wallenbergara”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.