Raggmunk med bacon
Den sidste ret, jeg når i forbindelse med mit svenske benspænd, er den hyggelige ret raggmunk med bacon. Det er kartoffelpandekager, der serveres med stegt bacon eller flæsk samt – selvfølgelig – tyttebær.
Raggmunk er nok mest tiltænkt som frokost eller aftensmad, men jeg synes også, at den vil fungere godt som morgenmad en søndag (… især hvis du er lidt tung i hovedet fra aftenen før…). Kombinationen af de salte kød og den søde tyttebærsyltetøj er ret fræk og fik mig faktisk til at tænke på norske pandekager.
Jeg skelede til en opskrift fra Allt om Mat men justerede på nogle mål, da jeg syntes, at grundopskriften var for vandet.
Raggmunk med bacon
2 personer
ca. 350 g kartofler, skrubbede og groftrevne
1 æg
½ tsk salt
1½ dl mælk
1½ dl hvedemel
godt med smør til stegning
Tilbehør:
300-400 g røget og saltet bacon eller flæsk, der steges sprøde
tyttebærsyltetøj
Pisk æg, mælk og salt sammen. Pisk derefter hvedemelet i, indtil dejen er jævn og vend så de revne kartofler i den. Smelt en god klat smør på en pande og tag en grydeske – måske lidt mere – af dejen og fordel på panden i et jævnt lag. Steg din raggmunk ved medium varme, indtil den er gylden. Vend den om og steg den også gylden på den anden side. Du får ca. 4 stk. ud af denne portion.
Servér dine raggmunk med stegt bacon eller flæsk samt tyttebærsyltetøj.
Note: Raggmunk med tilbehør smager skønt – og pænt syndigt.
Wow, det er en ret, jeg slet ikke har hørt om før, men den lyder rigtig lækker, og som du skriver: pænt syndig 🙂
Nemlig – men bestemt kalorierne værd 😉