Norske pandekager med bacon

Norske pandekager med bacon

Februar er næsten ovre, og dermed slutter strømmen af pandekager snart. Et nyt benspænd venter, men inden det bliver afsløret, skal I lige se disse norske pandekager, som jeg lavede for nylig.

Jeg kendte en sjov og skør nordmand for en del år siden, som ofte serverede disse norske pandekager, når jeg besøgte hende. Ifølge hende skulle pandekagerne helst laves på gåseæg (som ikke er så lette at skaffe her i DK), så hun lavede dem tit med hønseæg i stedet. Det pudsige ved de norske pandekager var dog baconen – og det faktum, at hun altid serverede pandekagerne med is og syltetøj! Kan det fungere? Ja, is og bacon går glimrende sammen. Skulle du være i tvivl, så prøv eventuelt min opskrift på baconis!

Jeg har set andre udgaver af norske pandekager, men for mig vil tykke pandekager med bacon altid være den rigtige version. Det er vigtigt, at det er (halvstore) bacontern, du bruger, men jeg kan dog ikke huske, om hun brugte røget bacon eller ikke-røget bacon. Jeg tillod mig dog at lave disse pandekager om til en frokostret, så is og syltetøj blev gemt væk og erstattet af en lun svampestuvning.

Norske pandekager med bacon

2 personer

Dej:
2 dl hvedemel
2 æg
1½-2 dl dl vand
ca. 150 g hel røget bacon (nej, ikke bruge baconskiver!)

smør til stegning

Fyld:
300-400 g champignons
smør til stegning
salt og peber
ca. 3 spsk creme fraiche – gerne 18%
evt. lidt god mayonnaise (Hellmann’s eller hjemmelavet)
evt. lidt citronsaft

Skær den røgede bacon i små tern og svits dem på en pande. De skal steges, så de stadig er bløde og saftige. Tag panden af komfuret. Pisk hvedemel, æg og vand sammen til en tyktflydende dej og vend baconternene i den. Steg to pandekager i baconfedtet på panden – du skal bruge hele dejen, og der skal kun blive to pandekager ud af dejen, så pandekagerne bliver lidt tykke.

Rens svampene og skær dem i skiver. Steg dem bløde i smør og vend dem i creme fraiche. Smag til med salt og peber – samt evt. mayonnaise og citronsaft (afhængig af om du vil have en federe og/eller syrligere smag).

Servér med det samme – evt. med en salat til.

Note: Norske pandekager er en god og mættende ret, hvor fyldet evt. kan suppleres med mere stegt bacon og/eller flere grøntsager, hvis du ikke vil have en salat ved siden af.



13 thoughts on “Norske pandekager med bacon”

  • Nordmænd har altså en noget særpræget madkultur. Jeg besøgte engang en norsk, café, der serverede pizza med leverpostej og tyttebærsyltetøj. Det var lige sært nok til, at jeg skulle prøve det, men måske har de rent faktisk set lyset? Man finder i hvert fald ikke ud af det, hvis ikke man prøver.

    Hvis jeg en dag får serveret norsk pandekage, vil jeg i hvert fald takke ja. Pizzaen er jeg forstsat tøvende overfor.

    • … wow! Normalt ser jeg mig selv som rimelig open-minded mht. at prøve nye ting, men den pizza lyder simpelthen for sær til, at jeg ville sætte tænderne i den! 🙂

    • Jeg var lige ved at lave en LCHF-version, men så havde jeg ikke været tro over for de oprindelige pandekager. Men ja, det er ret oplagt 🙂

  • Hvert år skulle vi besøge det store, lokale kræmmermarked. Det startede hos min mors mands venner. Her havde de også en speciel menu, som var blevet tradition; pandekager med revlsben og masser af sirup. ADR! Vi børn fik heldigvis altid lov til at nøjes med sukker og syltetøj. Retten har et specielt navn, men det kan jeg selvfølgeligt ikke lige huske nu..

    • Med revelsben og sirup!? Ok, det er pænt mærkeligt! Sig til hvis du kommer i tanke om navnet – det lyder som en speciel ret 🙂

  • I min familie spiser vi pandekager fyldt med sprødstegt bacon, sukker og syltetøj, gerne solbær. Det er virkelig kræs 😀

    • He! Jeg er glad for at høre, at man faktisk gør det flere steder, så det ikke er noget, min bekendte bare bildte mig ind! Jeg kan i øvrigt godt forestille mig, at det mørke, syrlige solbærsyltetøj vil passe fint til 🙂

  • Som barn var jeg indlagt på Blegdamshospitalet, og der fik vi madder til aften, bl.a. leverpostej med syltetøj på – det er jeg heldigvis aldrig blevet budt på siden. Måske et “Københavnerfænomen”!

    • Det lyder godt nok mærkeligt! Jeg har hørt om det én gang før, men det var fra en, der boede på Midtsjælland. Tror ikke det er et Kbh-fænomen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *