vaniljesyltede grønne tomater, syltede grønne tomater, syltede tomater, grønne tomater, tomater, lagereddike, rørsukker, vaniljestang, vanilje, stjerneanisDa jeg for nylig var i Torvehallerne, faldt jeg over en bakke grønne tomater. De blev fluks købt, for jeg har længe drømt om at eksperimentere med dette, så nu skulle det være! Da jeg bladrede i ‘Den grønne syltebog’, faldt jeg over en opskrift, hvor tomaterne syltes med vanilje, og det lød så spændende, at jeg blev nødt til at prøve det. Jeg justerede opskriften lidt og tilføjede desuden stjerneanis, som jeg er ret pjattet med.Da tomaterne var kogt, røg de i et skoldet glas. Havde ikke nået at fjerne etiketten uden på glasset, men så ser det også ekstra hjemmelavet ud – og smagen er jo den samme 🙂

Vaniljesyltede grønne tomater

250 g grønne tomater
1 dl vand
1 dl lagereddike
150 g rørsukker
½ vaniljestang
1 stjerneanis

Skyl tomaterne og prik hver enkel flere gange med en gaffel. Kog eddike, vand og sukker, indtil sukkeret er opløst. Læg tomaterne i og lad dem koge ved svag varme i 5-7 minutter. Sørg for at røre forsigtigt i dem, så hele overfladen bliver dækket af lagen. Læg tomaterne i et skoldet glas. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og rør dem ud i lagen. Tilsæt den flækkede vaniljestang samt stjerneanis og lad lagen koge op. Hæld lagen over i sylteglasset og sæt låget på. Stil glasset koldt og lad tomaterne trække i mindst to uger, inden du spiser dem.