Brombærlikør med lakridstwist
I søndags afrimede vi fryseren, hvilket var en fin anledning til at få brugt et par ting, jeg lige faldt over. Det gik blandt andet ud over en pose brombær, som jeg købte i foråret, og som jeg havde lyst til at forvandle til brombærlikør. Dagen før havde jeg nemlig opdaget en opskrift, jeg skrev ned for mindst fem år siden og derefter glemte alt om, og nu var det på tide at eksperimentere! I den originale opskrift indgår der snaps, men da jeg ikke kan fordrage det (og derfor heller ikke har det på lager), fik jeg i stedet lyst til at eksperimentere med Pastis, så brombærrene fik et kækt modspil af lakridssmagen.
Brombærlikør med lakridstwist
300 g friske eller frosne brombær
3-3½ dl rødvin
600 g rørsukker
1½ dl Pastis
Rør alle ingredienserne sammen i en skål, stil den i køleskabet og rør i den flere gange om dagen, indtil sukkeret er opløst – det tager tre-fire dage. Sigt bærrene fra, hæld likøren på flaske og lad den evt. stå et par uger mere, inden du drikker af den. Den kan dog drikkes med det samme.
Note: Jeg var ret begejstret for det lille snert af lakrids, som likøren fik fra Pastis – det tog en smule af sødmen og gav lidt mere dybde i smagen. Billedet er taget, inden jeg er helt færdig med at røre sukkeret ud, ligesom jeg normalt ikke ville servere så meget likør på én gang – det bliver trods alt for voldsomt.
Den må jeg lige gemme til jul! Har en veninde, hvor traditionen er, at vi imellem jul og nytår drikker likører, lige som gamle tanter i hine tider! Der må denne gøre godt.
Sikke en hyggelig tradition! Hvad er jeres favoritter?
Oldschool solbær.. Men i år vil jeg eksperimentere noget mere!
Ja det var da en rigtig hyggelig tradition!
Jeg synes likør er undervurderet.
Ja, det er sjældent, jeg støder på det, men så er det godt, at jeg er blevet bedre til at putte det i drinks ind imellem 😉
Uhmmmm. Er Pastis noget der er let at få fat i?
Hm, godt spørgsmål. Jeg har købt det i Frankrig, hvor det er ret udbredt. Ved ikke om man måske kan få det hos et par af de større danske supermarkeder, men ellers bør en specialbutik inden for vin og spiritus have det 🙂
Irma har det vist fast – Berger Pastis… til ca. en hundredelap 🙂
Sejt! Det er godt at vide 🙂
Det lyder som en god kombi – mange bær har det faktisk rigtig godt med lakrids. Især hindbær/lakrids synes jeg harmonerer godt. Brombær er uden tvivl heller ikke en dårlig partner til lakrids 😉
Helt enig – og jeg kan røbe, at jeg har tryllet en lille sød sag sammen af blandt andet lakrids og hindbær, som jeg skal prøve her i weekenden… sammen med portvin… 😉
ahh, lexi – sådan én ku’ jeg da godt lige skylle ned her inden sengetid! Den ville jeg garanteret sove godt på!
Hm, det må jeg prøve ved lejlighed – en lille slurk dog, for ellers tror jeg, at sukkeret gør dig alt for vågen 🙂
Det lyder bare så lækkert 🙂 Og sikke en smuk og dyb rød farve likøren har.
Ja, jeg vil også tro, den vil gå godt sammen med de kommende efterårsretter 🙂
Brombær … mit favorit bær!
– Jeg må da vist på rov snart.
Hvordan kom du på at tilsætte rødvin? Jeg kan nu godt lide snaps, men ikke så gerne de søde af slagsen. Måske jeg kunne få omsat noget af al den gin jeg har stående til nogle eksperimenter med sensommerens bær?!
Rødvin var der i forvejen i opskriften – det var kun snapsen, som jeg skiftede helt ud (i dette tilfælde med Pastis). Lyder spændende med ginudgave 🙂