Torsk i kokosmælk

Torsk i kokosmælk

Månedens første kokosret bliver torsk i kokosmælk, der er en enkel ret, som vil gøre sig godt på en travl hverdagsaften. Det er ikke altid, at vi er så gode til at huske at spise fisk om aftenen, så da jeg faldt over et fint stykke torskefilet i supermarkedet, der var sat ned, var det en glimrende anledning til at lave en fiskeret.

Jeg holdt igen med krydderierne for ikke at overdøve den milde torskesmag, så dette er en ret for dig, der ikke er så vild med stærk mad.

Torsk i kokosmælk

2 personer

ca. 350 g torskefilet
lidt olie
½ dåse kokosmælk
½ tsk tørret ingefær
1-1½ tsk grøn karry
salt og peber

Derudover:
en håndfuld fintsnittet spidskål
ca. 100 g glasnudler
1 håndfuld saltede peanuts, hakkede
et forårsløg, fintsnittet

Pensl et ildfast fad med lidt olie og læg torskefileten i fadet. Rør kokosmælk, ingefær og karry sammen med lidt salt og peber og hæld blandingen ud over fisken. Stil fiskefadet i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter. Imens koger du nudlerne og fordeler dem på to tallerkner sammen med lidt fintsnittet spidskål. Tag fisken ud af ovnen og del den i to stykker. Læg dem på hver sin tallerken og drys peanuts og forårsløg over.

Note: Torsk i kokosmælk er en mild og behagelig ret, hvor kokosmælken bidrager med en rund og ‘blød’ smag, mens spidskål og forårsløg giver friskhed og peanuts en sprød knasen. Retten er samtidig let at tilberede, så det er en servering, jeg typisk ville sætte på bordet på en hverdag.



2 thoughts on “Torsk i kokosmælk”

  • Lyder spændende og anderledes, måske jeg kan få min datter til at kunne lide torsk på denne måde.
    Tak for inspirationen.
    Et smukt forår ønskes du herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *