Tag: æg

Chokolademarengs

Chokolademarengs

Jeg har fået blod sukker på tanden efter jeg lavede stribede marengs, så nu er det tid til chokolademarengs! Marengs er ret lette at lave og kan sagtens holde et par uger, hvis du opbevarer dem i en lufttæt boks. Jeg fandt en opskrift på …

Karamel-æblekage

Karamel-æblekage

Sidste weekend blev denne karamel-æblekage serveret som dessert sammen med den karamel-cheesecake, som jeg bloggede om tidligere i denne uge. Den er naturligvis også en del af mit glimmer- og pynt-benspænd og er derfor pyntet med små gyldne sukkerstjerner. Jeg har efterhånden prøvet en del …

Stribede marengs

Stribede marengs

Det er ret let at lave stribede marengs! Og så ser de jo ret cool ud. Jeg måtte naturligvis lave stribede marengs i forbindelse med mit glimmer og pynt-benspænd, for sådan en omgang pyntede marengs er da ikke til at stå for. Jeg kan desværre ikke huske, hvor jeg så fremgangsmåden i sin tid – muligvis et madmagasin – men jeg har flere gange tænkt på, at nu skulle det altså være!

Er det svært at lave stribede marengs? Nej, det er faktisk overraskende let, så det er helt klart noget, jeg skal gøre en anden gang!

Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på marengs-mumier, men udskiftede vaniljepulver med tuttifrutti-essens. De blev ret intense i smagen, så jeg har halveret mængden i nedenstående udgave. En af mine testpersoner foreslog desuden, at det vil passe supergodt med pebermyntesmag, nu hvor jeg lavede marengs med røde striber, så den idé er hermed givet videre.

Stribede marengs

mange!

2 æggehvider
180 g flormelis
1 tsk eddike
½ tsk vaniljepulver eller ½ tsk essens – for eksempel med pebermynte eller tuttifrutti
fondantfarve – i dette tilfælde knaldrød

Pisk æggehviderne til en luftig masse uden at være helt stiv. Tilsæt lidt flormelis samt smagsgiver, pisk massen godt igennem, så flormelissen optages, og tilsæt mere flormelis samt eddike. Fortsæt processen, indtil al flormelissen er optaget i marengsmassen.

Tag en sprøjtepose og klip hul i spidsen. Sæt eventuelt en mindre tylle i. Tag en lille pensel samt fondantfarve og tegn tre striber indvendig i sprøjteposen, der går fra selve tyllen og udad. Hæld så marengsmassen i sprøjteposen og tryk små stribede marengs ud på en bagepapirbeklædt bageplade. Når du bruger fondantfarve, så er den ret kraftig og kan holde til mange marengs. De første vil selvfølgelig være mere intense i farven end de sidste, men jeg synes, at farven holdt overraskende godt hele portionen igennem.

Bag dine stribede marengs ved 110 grader i 60-75 minutter i midten af ovnen. Pas på, at de ikke tager farve. Tag en af dem ud og bid i den for at teste, om den er sprød og samtidig lidt sej i midten. Lad dem køle af og læg dem så i en lufttæt boks, indtil du skal spise dem. De kan holde sig i mindst en uge.

Note: Det er vigtigt, at du får pisket smagsessensen godt ind i marengsmassen – hvis du vel at mærke bruger essens. Jeg fik pisket i kort tid, og det betød, at der opstod små luftbobler på nogle af de stribede marengs. Så husk at piske grundigt, hvis du bruger en essens som smagsgiver!

Cheesecake med karamel

Cheesecake med karamel

Da jeg kreerede denne cheesecake med karamel til min fødselsdag, blev jeg naturligvis nødt til at drysse dino-sukkerpynt på. Jeg elsker nemlig dinoer – og jeg har jo glimmer og pynt-benspænd, så kagen skulle piftes lidt ekstra op. Du kan dog – til nøds – …

Kokos-citronkage

Kokos-citronkage

Månedens første benspændsret bliver denne saftige kokos-citronkage, som jeg har pyntet med knaldgrønt spiseligt glimmer! Jeg elsker citron, og det er alt ALT for længe siden, jeg sidst har bagt citronkage, så nu skulle det altså være. Jeg fandt en opskrift på kokos-citronkage i et …

Romfromage

Romfromage

Jeg skulle naturligvis lave romfromage i forbindelse med mit 60’er-benspænd. Første forsøg gik dog ikke så godt, for den opskrift fra Alletiders Kogebog, som jeg tog udgangspunkt i, gav desværre en lidt for bastant og kedelig konsistens – og en alt for sprittet smag, selvom jeg havde skruet ned for rommen.

Men heldigvis er det langt fra første gang, at jeg har lavet fromage, så jeg prøvede en gang mere. Denne gang tog jeg udgangspunkt i min citronfromage, hvor jeg undlod citron (surprise!) men tilføjede mørk rom (endnu større overraskelse!).

Romfromage

2 personer

1 æggeblomme
½ dl lys rørsukker
1½ blad husblas
1 dl fløde
1 spsk rom
en smule vaniljesukker

Pynt: lidt sukkerpynt eller et syltet kirsebær

Læg husblassen i blød i koldt vand i ti minutter. Pisk imens æggeblommen sammen med sukker og tilsæt så vaniljesukker samt rom, som røres godt ud i cremen. Hæld vandet fra husblassen og smelt det forsigtigt over et vandbad eller i en mikrobølgeovn. Hæld lidt af cremen i det smeltede husblas, rør godt rundt og rør så husblassen i resten af cremen.

Pisk fløden til skum og vend den i cremen. Fordel din romfromage i to dessertglas eller små skåle og lad fromagen trække i mindst tre timer, inden du serverer desserten.

Note: Denne fløjlsbløde romfromage smelter simpelthen på tungen! Jeg var meget tilfreds med resultatet, for den blev lige, som den skulle være. Nu får jeg lyst til at lave flere fromager i nærmeste fremtid.

Klassisk Cordon Bleu

Klassisk Cordon Bleu

Da jeg annoncerede mit 60’er-benspænd, blev der straks spurgt efter Cordon Bleu. Og det er da også en ret, der passer godt ind i det svinekødsglade årti. Retten kommer fra Schweiz, men er blevet en klassiker i det danske køkken. Jeg har tidligere lavet Cordon …

Fastelavnsboller med chokolade

Fastelavnsboller med chokolade

Fastelavn nærmer sig, så jeg har bagt fastelavnsboller med chokolade. Jeg føler godt nok, jeg er lidt bagud, når næsten alle bagere har solgt fastelavnsboller i alskens udgaver siden første uge af januar. Men nu skulle det være! Disse fastelavnsboller med chokolade er ikke voldsomt …

Biksemad

Biksemad

Biksemad må være resteretten over dem alle! I hvert fald i forhold til det traditionelle danske køkken, der typisk består af kød, kartofler og grøntsager. Og det er naturligvis en ret, der egner sig fortrinligt til mit pande-benspænd denne måned.

I mit barndomshjem bestod maden næsten altid af kød, kartofler og kogte grøntsager, så vi fik ofte biksemad på andendagen. I dag laver jeg sjældent mad med kogte kartofler til, så det var faktisk først da VenterPaaVin gjorde mig opmærksom på retten, at jeg kom til at tænke på, hvor godt den passer til månedens benspænd.

Klassisk biksemad bliver typisk lavet på svinekød (bacon, skinke, kotelet eller flæskesteg), men det kan også sagtens laves med andre typer kød. Du kan toppe den med et spejlæg, spise den med ketchup, engelsk sauce og/eller chilisauce til eller vælge at servere det sammen med syltede rødbeder. Det er helt op til dig. Jeg vil dog anbefale, at du også servere grøntsager til – for eksempel kogte bønner eller kålsalat.

Biksemad

2-3 personer

1 løg, skåret i tynde både
2-3 æg
smør til stegning
2 stegte koteletter (eller andet kød) – skåret i mindre stykker
500 g kolde kogte kartofler, skåret i mundrette stykker
salt og peber

Smelt lidt smør på en pande og steg spejlæggene. Sæt dem til side og smelt mere smør på panden. Steg løgbådene et minuts tid, inden du vender kartoflerne i det. Lad det stege videre og vend dem jævnligt. Tilsæt kødstykkerne og steg videre. Når kartofler og kød begynder at få stegeskorpe (hvor meget er op til dig), smager du din biksemad til med salt og peber og lægger spejlæggene på. Servér den med det samme.

Note: Biksemad er en hyggelig resteret, og den kan som sagt varieres i det uendelige. Du kan også vælge at tilføje lidt krydderier under tilberedningen – for eksempel lidt paprika eller chili – for at give ekstra smag.

Kartoffelkage med glasur

Kartoffelkage med glasur

Hvis jeg siger kartoffelkage med glasur, studser du måske. For du tænker nok på en kartoffelkage med creme og flormelis. Men da jeg var barn i 80’erne, bagte min mor ind imellem en kartoffelkage med glasur, der nok mest minder om en mazarintærte. I kartoffelkagen …