Søde saftige cookies

saftige cookies, småkager, smør, rapsolie, rørsukker, flormelis, bagepulver, æg, vanilje, hvedemel

Jeg er som bekendt i gang med et kagepynt-benspænd, og i den forbindelse fandt jeg over nogle søde saftige cookies, der egnede sig perfekt til kagedekoration.

De tykke småkager fandt jeg hos Mel’s Kitchen Café. Jeg justerede opskriften, så den passede til min smag samt danske råvarer, og så pyntede jeg dem med et gavmildt lag glasur samt kagepynt i funky farver.

Søde saftige cookies
ca. 16 stk.

100 g blødt smør
1 dl rapsolie
1½ dl rørsukker
3/4 dl flormelis
1 tsk bagepulver
en lille smule fint salt
1 æg
1 tsk vaniljepulver
fintreven skal fra en øko-citron
6-6½ dl hvedemel

Pynt:
Hvid glasur lavet på flormelis og vand
sukkerpynt i funky farver

Sæt ovnen på 180 grader.
Pisk smør, olie, rørsukker og flormelis sammen. Drys bagepulver, salt og to dl hvedemel over og pisk det grundigt sammen. Pisk ægget i. Tilsæt derefter vanilje, citronskal samt resten af melet. Rør eller pisk det sammen, indtil du får en homogen dej, der skal være fugtig men også slippe skålen let.

Del dejen i 16 lige store kugler. Læg et stykke bagepapir på en bageplade og placér dejkuglerne på pladen, så de er lige langt fra hinanden. Brug bunden af et stort glas til at trykke dejkuglerne flade – de skal være lidt under 1 cm tykke.

Bag de saftige cookies i ovnen i 12-15 minutter – de må kun lige få lidt farve. Tag kagerne ud og lad dem køle af, inden du pynter dem med glasur og sukkerpynt.

Note: De fleste cookies, jeg har prøvet, har været sprøde, men disse saftige cookies har nu altså noget over sig. De er rimelig store, så man kan nøjes med en enkelt eller to, men du kan selvfølgelig også lave dem mindre – så skal du blot huske at bage dem i kortere tid. Jeg får helt lyst til at lave en smagsvariant eller to over dem, så det kan være, det kommer i løbet af de næste måneder.

4 thoughts on “Søde saftige cookies

  1. Har prøvet at lave dem her i formiddag… Havde problemer med at skulle bruge alt melet selv om jeg brugt det til bordet og kagerulle, da jeg valgte at rulle ud og bruge et glas til at stemple dem ud med.. Jeg måtte tilføje ekstra olie / vand til dejen da det hele begyndte at smulre og blive til ” gryn” .. Ha.ha. Jeg havde stadig over 1dl. mel i overskud da jeg var færdig. Jeg fik 40.stk småkager, og ikke 16 ud af det.. og de færdigbagte var 6.cm i diameter og over 1.cm i højden. Så det må skulle være nogle meget store ” småkager” du har fået ud af den opskrift.. Nu venter jeg bare til at konen kommer hjem fra arbejde så vi kan smage dem til eftermiddagskaffen..

    • Håber I kunne lide dem 🙂

      Spøjst mht. melmængden. Jeg havde ikke problemer med, at der var mel til overs, men jeg pønser på at lave en ny version af dem – så kan jeg lige dobbelttjekke det. Mine var nok omkring 7 cm i diameter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *