sangria, drink, rødvin, sukkersirup, sirup, gin, lime, appelsin, Cointreau, appelsinlikør, danskvandSommer, sol og sangria – det lyder godt, ikke sandt? De solrige og varme sommerdage indbyder til sommerdrinks, så jeg lavede sangria, da vi havde gæster i fredags. Inden vi gik i gang med at bage pizzaer på grillen, serverede jeg denne klassiske drink, som tilsyneladende findes i rigtig mange varianter. Så vidt jeg ved blev sangria originalt lavet på (spansk) rødvin, frugt, en form for sødestof og brandy. Drinken har dog udviklet sig meget siden da, og jeg er derfor stødt på sangria-udgaver, der også kan indeholde appelsinjuice, sukker, vodka, ananas, jordbær, kanel eller cider.

Jeg valgte at lave en relativ sød og mild sangria, hvor alkoholen ikke er så tydelig i smagen. Jeg undgik også at bruge appelsinjuice, da jeg godt ville have, at drinken havde en smuk rød farve. Jeg havde egentlig planlagt at bruge Cointreau, men jeg er stadig ikke kommet forbi et supermarked, der har det, så jeg tyede til min appelsinlikør.

Sangria
ca. 5 personer

1 flaske rødvin – mediumkraftig og gerne spansk
½-1 dl sukkersirup eller evt. honning
½ dl gin
1 økologisk appelsin
1 økologisk lime
2-3 spsk Cointreau eller appelsinlikør
2 dl danskvand
knuste isterninger

Bland rødvin, sirup, gin og appelsinlikør aftenen før, at du skal bruge det. Lad det trække i køleskabet natten over. Skræl appelsinen med en urtekniv eller tyndskræller og del appelsinstrimlen i fem dele. Pres derefter appelsinen og rør det i rødvinsblandingen sammen med danskvandet.

Fyld fem glas halvt op med knuste isterninger. Fordel din sangria i de fem glas og put et stykke appelsinskræl i hver. Skær limefrugten i meget tynde skiver og stik skiverne i glassene. Servér med det samme.

Note: Sangria er en dejlig sommerdrink, hvis smag du let kan justere, så den passer til dine smagsløg. Vil du have den sødere, tilføjer du blot mere sirup eller honning, vil du have en tydelig alkoholsmag, skruer du op for alhokolen og holder lidt igen med danskvandet.

sangria, drink, rødvin, sukkersirup, sirup, gin, lime, appelsin, Cointreau, appelsinlikør, danskvand