Røget chokolademousse

røget chokolademousse, røget chokolade, chokolade, mørk chokolade, mælkechokolade, rørsukker, æg, fløde, chili, dessert, chokoladessert, mexicanskEn røget chokolademousse?! Eller rettere en chokolademousse lavet på røget chokolade. Se, det var, hvad jeg besluttede mig for at lave, da madbloggeren Foodgeek var så venlig at sende mig et par smagsprøver på den røgede chokolade, han havde eksperimenteret med at lave. Inden da havde Johan nemlig pippet på Twitter om det spændende eksperiment, Foodgeek havde gang i, og da jeg kommenterede, at han var en heldig rad, så syntes Foodgeek ikke, at jeg skulle snydes 🙂

Men hvad laver man så med røget chokolade – altså udover at den selvfølgelig kan spises, som den er? Jeg tænkte straks på det mexicanske og det texanske køkken. Et eller andet sted var det oplagt at bruge det i en fyldig kødsauce eller gryderet, men jeg syntes, det kunne være sjovt at bruge det i en dessert. Jeg kom i tanke om den mexicanske chokoladebudding, jeg lavede i forbindelse med mit mexicanske benspænd. Jeg skelede lidt til den, men endte med at freestyle en chokolademousse, som jeg yderligere krydrede med lidt chili og salt. Nåja, og så blev den selvfølgelig pyntet med koriander i anledning af månedens benspænd, for jeg mente, at det ville passe godt til en røget chokolademousse.

røget chokoladeHer ses de to smagsprøver på røget chokolade, jeg fik tilsendt. Der var ca. 50 g i alt, og de røg begge i chokolademoussen. Man kan sagtens fornemme røgsmagen i de to chokolader. Røgningen gør dog også chokoladerne ret tørre, så jeg vil umiddelbart anbefale at bruge dem i madlavning.

Røget chokolademousse
2 personer

ca. 50 g røget chokolade (den ene halvdel mørk, den anden halvdel mælkechokolade)
2 tsk rørsukker
1 æggeblomme
1½ dl fløde
lidt stærk chilipulver
lidt salt

Pisk rørsukker og æggeblomme, indtil sukkeret er opløst. Hak chokoladen og smelt det forsigtigt sammen med 1-2 spsk fløde – enten ved at zappe chokoladen ved lav varme i en mikrobølgeovn eller over vandbad. Rør den smeltede chokolade sammen med æggemassen. Pisk resten af fløden til flødeskum og vend forsigtigt chokolademassen i skummet. Smag til med lidt chili og et lille knips salt.

Fordel chokolademoussen i to glas og stil dem i køleskabet i mindst fire timer. Tag dem ud af køleskabet et kvarter inden servering og pynt dem med lidt frisk koriander.

Note: Jeg var meget tilfreds med mit forsøg på at lave røget chokolademousse. Chokolademoussen blev cremet og lækker og havde et fint strejf af røg, uden at det dog kom til at virke voldsomt. Det lille chilipift og det lille knips salt gav samtidig desserten et spændende krydret touch. Helt sikkert en dessert som mexicanere og mex-glade mennesker vil synes om 🙂

OBS – har du ikke røget chokolade, kan denne chokolademousse selvfølgelig også laves med almindelig chokolade. Det bliver også en lækker dessert, men har dog ikke den røgede smag.

2 tanker om "Røget chokolademousse"

  1. Lyder meget spændende med røget chokolade 🙂
    Og så fin en dessert du fik ud af det 🙂
    Røget støvbolde i flødesauce med tilbehør og så din dessert 🙂
    God søndag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *