Melon-is med mynte
Mynte er superoplagt at bruge, når du vil lave friske sommerretter, så jeg fyrede et ordentlig skud mynte i denne melon-is. Jeg serverede isen i sidste uge, da temperaturerne kom et godt stykke over 30 grader på vores ferie i Frankrig. Der røg et par saftige lokale cantaloupe-meloner i melon-isen, men du kan også sagtens bruge netmeloner, hvis du ikke kan finde cantaloupe-meloner i supermarkedet.
Melon-is med mynte
8-10 personer
2 cantaloupe- eller netmeloner
120 ml limesaft (fra ca. 6 saftige lime)
80-100 g rørsukker
1 bundt frisk mynte, skyllet
Skræl melonerne og fjern kernerne. Put melonkødet i en blender sammen med limesaft, rørsukker og mynte og blend det, indtil sukkeret er opløst. Hæld melonmassen i en plastikbøtte og frys den ned i minimum seks timer.
Når du vil anrette din melon-is, tager du den blot ud af fryseren ca. fem minutter før, at du vil servere den. Brug derefter en gaffel til at rive isoverfladen, så du får fnuglette isflager, som du putter over i portionsglas.
Note: En sød og læskende melon-is med et skønt pift af mynte. Jeg havde en rest tilbage, som jeg brugte i en småskør drink dagen efter (det var sidst på ferien, og vi skulle bruge en masse rester). Der var søreme lidt ekstra rosé til overs, og det hældte jeg i nogle drinksglas sammen med resten af melon-isen, og det fungerede faktisk ganske udmærket.
Cantaloupemeloner er uden tvivl min favoritmelon, og mynte er jeg vild med (og har det på altanen – en jordbærmynte og en chokolademynte). Det var da en meget overkommelig opskrift på noget så forfriskende som sorbet. 🙂
Ja, og så er fordelen, at den kan laves uden ismaskine og lignende fancy udstyr 😀