Søndag havde jeg også gæster, og her fik vi blandt andet en kage om eftermiddagen, ligesom jeg også eksperimenterede med aftensmaden.
Opskriften på rabarberkagen stammer oprindeligt fra ‘Byens Bedste Kager’, hvor jeg udskiftede mælk med vand. Resten blev freestylet.
Rabarbersnitter
ca. 8 personer
200 g rabarber
80 g rørsukker
80 g smør
3 æg
100 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
50 g kokosmel
½ dl vand
Pisk sukker og smør godt sammen, så det bliver helt hvidt og cremet. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk derefter de andre ingredienser i lidt efter lidt. Kom dejen i et smurt fad. Rens de friske rabarber, skær dem i små stykker og drys dem ud over dejen. Bag kagen ved 190 grader i ca. 35 minutter. Servér med creme fraiche.
Note: Fin lille kage – mild og forårsagtig. En anden gang vil jeg muligvis driste mig til at pensle lidt abrikosmarmelade over, når den kommer ud af ovnen.
Speltsalat med abrikoser og pinjekerner
– perlespelt
– tørrede abrikoser, skåret i strimler
– pinjekerner
– citronsaft
– olivenolie
– salt
– tørret timian
Kog spelten og bland den derefter med resten af ingredienserne.
Bøffer med gorgonzola
8 stk.
1 kg hakket oksekød, 3-7%
1 rødløg, finthakket
1 æg
1 tsk timian
salt
ca. 200 g gorgonzola
et par skvæt hvidvin
Rør farsen af alt undtagen gorgonzolaen. Skær osten i otte stykker, form otte kugler af farsen og prop et stykke ost i hver farskugle. Sørg for at dække hullet godt til, tryk kuglerne, så de bliver til bøffer, og sørg for at glatte overfladen på dem. Steg dem som normalt – dog med et skvæt hvidvin eller to undervejs på panden.
Note: Og vi var fem til aftensmad, så de tre sidste blev frosset ned til en dag, hvor det skal gå ekstra hurtigt. Bortset fra det kunne jeg godt lide det snert, som osten giver. Den er jo smeltet, og der er ikke så meget af den i en bøf, så den dominerer ikke – men giver blot lidt ekstra kant til smagen.
Kære Piskeris
Det ligner bare maden til en dejlig sommerdag.
Knus
Signe – mange tak! Jeg håber også, at vejret kan blive inspireret og fremover være noget bedre – godt nok er det hyggeligt at lave vintermad, men jeg trænger altså til sommermad nu, og det er sjovest at servere i solskinsvejr 🙂
Som altid spændende….Det må være en fornøjelse at spise med hjemme hos dig 🙂
Gorgonzola og rødløg i en bøf lyder rigtig dejligt! Også dine rabarbersnitter, som jeg straks til mig 🙂
Uh, hvor ser det godt ud – som sædvanlig 🙂
Jeg må prøve at komme gorgonzola i bøfferne, jeg kan godt lide det “kant” det giver til kødsmagen……
Rabarberkagen ser skøn ud, jeg kunne måske tænkte mig at tilsætte en anelse hvid chokolade, jeg kan godt lide den smag til rabarber…..
Mange hilsner
Birthe
Du har da haft nok at se til med alle de gæster .. og hver gang tryller du lækre sager frem.
Lige nu må man bare svælge i rabarber!
Mrs Cakeaholic – mange tak! Jeg plejer ikke at få klager, men om det skyldes, at jeg laver god mad – eller at gæsterne ikke tør, fordi de ved, at jeg går til motionsboksning – det har jeg ikke afklaret 😉
Madame – mange tak! Jeg syntes, det var meget hyggeligt at variere bøfferne, og jeg synes også, at det gjorde dem mere saftige 🙂
NYBH – tak skal du have. Og det kan anbefales – jeg kan godt lide at snige ost ind i madlavningen 😉
Hanne – ja, men næste weekend er det min tur, for der står det på to fødselsdage og en brætspilsaftale, så det bliver ret afslappende i forhold til denne. Og dog – der er vist en lille kage, der skal bages til weekenden… *ser udspekuleret ud*
Hmhmhm…. står den på smugtræning i Lambeth-teknikken?????
Ja, jeg spør' bare 😉
Hanne – jeg aner søreme ikke, hvad du taler om…
*laver jedi-håndbevægelser* 😀
Pingback: Mini-rabarbermuffins og chokolade-fetakage-trøfler - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr
Pingback: Opskrifter med rabarber - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr