Pulled Pizza Bread

pulled pizza bread, hvedemel, gær, rørsukker, rapsolie, tomater, løg, oregano, skinke, svinekød, ost,

Pulled Pizza Bread må simpelthen være en amerikansk opfindelse, for de kan om nogen finde ud af at lave syndig lækker comfort food! Det er et brød, der er lagt sammen af en lang række flade dejstykker, der er toppet med tomatsauce, ost og eventuelt kød. Ligesom almindelige pizzaer kan Pulled Pizza Bread varieres i det uendelige.

Jeg bagte dette brød i forbindelse med mit madblog-benspænd, hvor jeg denne gang hentede inspiration hos Maden i mit liv! Jeg foretog dog en række ændringer i forhold til dej og fyld, men grundprincippet er det samme.

Pulled Pizza Bread
3-4 personer

25 g gær
4 dl håndvarmt vand
1 spsk rørsukker
2 tsk salt
½ dl rapsolie
5 dl manitoa hvedemel (tip 00 kan også bruges)
4 dl hvedemel

Fyld:
1 dåse flåede tomater
1 lille løg, finthakket
olie til stegning
1 spsk oregano
salt og peber
70 g parmaskinke, flået i små stykker
200 g friskrevet ost – gerne mozzarella eller cheddar

Hæld vandet i en stor skål og rør gæren ud i den. Rør derefter sukker, salt, rapsolie og manitoa mel i. Tilsæt dernæst hvedemelet lidt af gangen og ælt din dej godt, så den bliver smidig men stadig er lidt fugtig. Dæk den til med et rent viskestykke og lad den hæve en times tid.

Mens dejen hæver, laver du tomatsaucen. Hæld olie i en kasserolle og svits løg og oregano ved mediumvarme et par mintter. Tilsæt tomaterne og lad det simre ved lav varme en halv times tid og lad den derefter afkøle.

Rul eller tryk dejen ud, så den danner et langt rektangel. Det skal være ca. 2 toastbrødsstykker bredt på den smalle led (!) og ca. 1 cm høj. Smør tomatsaucen ud over dejen og op den derefter med skinke og ost. Tag en lang, skarp kniv og halvér først dejen på den lange led, så den nu består af to lange strimler, der har samme bredde som et toastbrød. Skær dernæst de to lange strimler i mindre stykker, så hvert stykke dej er ca. på størrelse med et toastbrød.

Tag nu en rugbrødsform og for den med bagepapir. Læg fire af dejstykkerne oven på hinanden og vip dem forsigtigt men hurtigt på højkant og stil dem i rugbrødsformen, så bunden af stablen står presset op mod den ene ende af formen. Lav tilsvarende stabler af dej og put dem også på højkant i rugbrødsformen. Sørg for at vende det sidste stykke dej på den sidste stabel, så dejsiden vender ud med brødformen, så det ikke er den side med fyld, der stilles op mod selve formen.

Bag dit Pulled Pizza Bread i ovnen ved 200 grader i ca. en halv time. Tag brødet ud, lad det køle af nogle minutter og vip det så ud af formen.



2 thoughts on “Pulled Pizza Bread”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *