Lamme kofta i karry

Lamme kofta i karry

Jeg fik lyst til at lave lamme kofta i karry tidligere på ugen, da jeg fandt en pakke hakket lammekød frem fra fryseren. Når vi spiser lammekød, er det som regel reelle udskæringer, jeg tilbereder, men en sjælden gang husker jeg at købe hakket kød, jeg kan eksperimentere med. Pudsigt nok faldt jeg over en (anden) spændende ret med hakket lammekød dagen efter, så i næste uge kommer der endnu en ret med hakket lam!

Jeg havde set en opskrift på lamme kofta hos Delicious, der lød interessant. Jeg endte dog med at freestyle det meste.

Lamme kofta i karry

4 personer

500 g hakket lam
1 løg, hakket
olie til stegning
3-4 spsk karry
2 fed hvidløg, pressede
1 dåse flåede tomater
½ dåse kokosmælk
½-1 spsk sambal oelek
evt. lidt rørsukker
salt og peber
finthakket mynte
evt. frisk koriander, hakket

Rør lammekødet med salt og peber. Form små kødboller af farsen. Hæld olie på en stor dyb pande og steg kødbollerne gyldne på hver side. Tag dem derefter af. Tilsæt lidt mere olie og svits så løg og hvidløg ved mediumvarme et minuts tid. Tilsæt karryen og svits det yderligere et minuts tid. Hæld tomater, kokosmælk og sambal oelek i, rør godt rundt, og put kødbollerne i. Lad det simre i 10-15 minutter. Smag saucen til med salt, peber og eventuelt lidt rørsukker.

Servér din lamme kofta drysset med mynte og/eller koriander og sammen med kogte ris og friske grøntsager. På grund af årstiden brugte jeg lidt fintsnittet kål.

Note: Styrken og smagen af denne lamme kofte afhænger selvfølgelig meget af den karry, du bruger. Jeg brugte en karry fra Urtekram, da jeg var løbet tør for min yndlingskarry. Den fra Urtekram er ikke så kraftig, og af samme grund gav jeg også retten lidt chili. Så varmede min lamme kofta til gengæld også ganske godt!



2 thoughts on “Lamme kofta i karry”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.