Ølstegte lammeribben
Vi har haft en side lammeribben liggende i fryseren de seneste måneder, og nu mente jeg, det var på tide at bruge dem, så hvorfor ikke i en ovnret i anledning af månedens benspænd? De ølstegte lammeribben er lette at lave – ja, de tilbereder nærmest sig selv, for det eneste, du skal gøre, er at gnide kødet med krydderier og lægge det i et ildfast fad eller stegeso sammen med øl. Og så skal retten ellers passe sig selv i ovnen hele eftermiddagen. Så skal du blot huske at lave noget tilbehør lige inden servering.
Du kan i øvrigt sagtens bruge samme fremgangsmåde, hvis du vil tilberede svineribben, men så skal de måske have lidt længere tid i ovnen.
Ølstegte lammeribben
2 personer
1 lammeribben-side
½ l porter
4 fed hvidløg, pressede
salt og peber
2-3 spsk honning
2 spsk hasselnødder, hakkede
Gnid lammeribbenene med hvidløg, salt og peber. Læg dem i en stegeso eller et ildfast fad og hæld porteren i bunden. Dæk fadet/stegesoen til og stil det i ovnen ved 120 grader i ca. 6 timer. Tag derefter fadet/stegesoen ud, fordel honningen ud over kødet i en tynd stråle og sæt det tilbage i ovnen. Giv det yderligere 10-15 minutter ved 170 grader.
Tag de ølstegte lammeribben ud af ovnen, drys hakkede nødder over og servér dem sammen med en god spidskålssalat. Du kan også servere dem sammen med kartoffelmos samt lave en sauce på den fond, der er tilbage i fadet efter ovnstegningen. Her skal du blot koge fonden op sammen med en smørbolle (smør og mel rørt sammen til en kugle), der kan jævne det til en sauce samt smage til med salt og peber.
Note: Langtidsstegning er altid din ven, hvis du har nogle lidt besværlige kødudskæringer. De ølstegte lammeribben var smørmøre efter lang tid i ovnen og smeltede på tungen. Kan varmt anbefales.