Karaage – japansk kyllingeret

karaage, friteret kylling, asiatisk, japansk, kylling, rapsolie, hvidløg, ingefær, hvedemel, soya, sakeKaraage er en japansk tilberedningsmetode, hvor man krydrer kødet (typisk kylling men man kan også bruge fisk) og vender det i mel, inden man frituresteger det. Jeg serverede retten som en del af den japanske middag, jeg for nylig udsatte et vennepar for, men karaage bruges også ofte i japanske bento-bokse.

Jeg skelede lidt til en opskrift på Japanese Cooking 101, men lavede en mere simpel marinade og justerede på nogle af målene.

Karaage
mellemret for fire personer – eller forret for seks personer

2 kyllingebryster
4 spsk sake
2 spsk soyasauce
lidt salt og peber
2 fed hvidløg, finthakkede
2 x 2 cm frisk ingefær, finthakket
1½ dl hvedemel
0,5-0,75 l rapsolie til stegning

Skær hvert kyllingebryst i ca. 6 brede strimler. Rør sake, soya, hvidløg, frisk ingefær samt salt og peber sammen i en skål og vend kyllingestrimlerne i det. Stil skålen i køleskabet i ½-1 time.

Varm olien op i en lille kasserolle. Tjek om olien er varm nok ved at stikke den ikke-svovlbeklædte ende af en tændstik ned i olien. Når det begynder at boble omkring træstumpen, er olien klar. Vend hver kyllingestrimmel i mel og put to-tre stykker kylling i olien. Lad dem stege, til de er gyldne, og fisk dem så op med en hulske. Lad dem dryppe af på en tallerken beklædt med køkkenrulle.

Servér karaage med dip og varme edemamebønner. Jeg lavede en kraftig misodressing til – dog lidt for kraftig til min smag, så ingen opskrift denne gang 🙂

Note: Karaage er fin lille snack – simpel men saftig. Den fungerer fint som en del af en menu eller buffet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *