Julemarengs

Julemarengs

Disse julemarengs er en let måde at få lavet lidt juleguf i sidste øjeblik. Det er til dig, der ikke har tyller til at lave kanelkys, men som til gengæld har lidt frugtfarve og sjovt glimmer, du gerne vil lege med.

Denne udgave er lavet på æggehvide og flormelis samt frugtfarve. Tilsæt gerne en smagsgiver (for eksempel pebermynte) eller dyp bunden på disse julemarengs i chokolade.

Hvis du vil have lettere ved at forme dem, så vil jeg foreslå at bruge sukker i stedet for flormelis, da jeg synes, at marengsmassen er lettere at arbejde med.

Julemarengs

en bagepladefuld

2 æggehvider, stuetemperatur
ca. 140 g flormelis
et knips salt
lidt frugtfarve
nogle dråber smagsgiver
spiseligt glimmer

Pisk æggehviderne næsten stive. Tilsæt lidt salt samt lidt af flormelissen. Pisk marengsmassen i 7-8 minutter, mens du løbende tilsætter lidt flormelis. Slut af med at tilsætte lidt farve og smagsgiver, indtil marengsmassen har den farve og smag, som du ønsker.

Hæld marengsmassen over i en sprøjtepose eller en frostpose, som du klipper et hul i. Tryk dutter ud på størrelse med en femkrone (eller hvilken størrelse, du nu lyster) på en bagepapirbeklædt bageplade. Slut af med at drysse spiseligt glimmer over.

Bag dine julemarengs i ovnen ved 65 grader i ca. tre timer. Lad dem køle helt af og opbevar dem så en lufttæt boks, så de holder sig sprøde.

Note: Disse julemarengs er fine, som de er, men de er også meget oplagte at pynte julekager med. Eller måske på toppen af flødeskummet på en kop julekakao?



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *