Disse julemarengs er en let måde at få lavet lidt juleguf i sidste øjeblik. Det er til dig, der ikke har tyller til at lave kanelkys, men som til gengæld har lidt frugtfarve og sjovt glimmer, du gerne vil lege med. Denne udgave er lavet …
Et lille myntekys til desserten? Jeg så disse skønne marengs med mynte sidste år, da jeg bladrede gennem en gammel udgave af Familiejournalen. Tanken om at bage søde kys igen har forfulgt mig siden, og nu var det altså tid til at prøve det! Ikke …
Denne påskeroulade er desserten til dagens påskefrokost. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig og skruede godt op for pastelfarverne, da jeg skulle udtænke kagens udseende. Og så skulle der godt med små søde chokoladeæg på!
Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på citronroulade, men brugte farver i både dej og fyld, ligesom jeg ændrede lidt på fyldet. Her blev mascarpone udskiftet med flødeost, og jeg ændrede på blandingsforholdet mellem flødeosten og fløden.
Påskeroulade
8-10 personer
Rouladedej: 3 æg 150 g lys rørsukker rød frugtfarve eller fondantfarve 1½ dl hvedemel 1 tsk bagepulver
Fyld: 300 g flødeost gul frugtfarve eller fondantfarve 2 dl fløde fintrevet skal samt saft fra 2 mellemstore øko-citroner 2 tsk vaniljesukker 2 dl flormelis
Pynt: små chokoladeæg 150 g flødeost ½ dl fløde et par dråber grøn fondantfarve 1-2 spsk flormelis
Pisk æg og rørsukker lyst og luftigt og pisk dernæst farven i. Rør mel ogbagepulver sammen i en anden skål og bland det i æggemassen under piskning. Fordel dejen på en bageplade beklædt med bagepapir. Sørg for at holde et par cm afstand til pladens kanter. Bag dejen ved 210 grader i 10-12 minutter. Hold godt øje med dejen, så den ikke bliver for mørk. Lad rouladedejen køle af et øjeblik, inden du vender dejen ud på et sukkerstrøet stykke bagepapir og dækker det med et fugtigt viskestykke. Vær endelig ikke nærig med sukkeret – det sørger for, at rouladedejen ikke hænger fast i bagepapiret. Lad rouladedejen køle helt af, inden du forsigtigt trækker det øverste bagepapir af.
Hæld alle ingredienserne til fyldet i en skål og pisk det sammen med en elpisker, indtil det samler sig til en blød og forholdsvis fast creme. Fordel cremen ud over rouladedejen og rul derefter forsigtigt din påskeroulade sammen. Jeg kan anbefale, at du bruger bagepapiret som hjælp til at rulle rouladen, for det skal gøres ret forsigtigt. Tryk nænsomt rouladen, så citroncremen fordeler sig jævnt. Pak rouladen ind i husholdningsfilm og stil den i køleskabet i nogle timer – evt. til dagen efter – så den kan sætte sig.
Tag din påskeroulade ud af køleskabet. Tryk den eventuelt lidt på plads, hvis du ikke er helt tilfreds med formen. Skær det yderste af enderne af. Rør en creme bestående af flødeost, fløde, fondantfarve og flormelis og smør cremen på kagen. Pynt med chokoladeæg. Jeg dryssede desuden lidt grønne sukkerflager ud over kagen og fadet.
Note: Jeg elsker citron i desserter, så denne påskeroulade er lige noget for mig – og forhåbentlig også dig. Den er både sød og syrlig på samme tid, og så ligger den ikke tungt i maven (… medmindre man tager et stor stykke!). Jeg syntes, at der var lige lovlig meget fyld i (selvom det er med til citron), så det har jeg justeret i forhold til ovenstående opskrift. Jeg brugte selv 400 g flødeost og lidt mere fløde.
Har du prøvet at lave spiselige krystaller? Altså slik formet som krystaller? Det er ret let og ret sjovt! Men det kræver også lidt tålmodighed, da krystallerne skal tørre i flere dage, når du har formet dem. Jeg så ideen hos JunsKitchen, der har en …
Så er der flagermuskager i anledning af Halloween! Ja, vanen tro blev jeg nødt til at bage nogle Halloween-småkager, og hvis jeg ikke er alt for søvnig i morgen tidlig, så tager jeg dem med til kollegerne. De skal jo også vide, at det er …
Jeg har lavet Halloweenbrød med kranier, for så slår jeg to fluer med ét smæk – jeg laver en benspændsret OG jeg får lavet noget sjov mad i anledning af Halloween.
Jeg faldt over et sjovt Halloweenbrød med kranier hos Ghoul At Heart (elsker navnet!), hvor jeg så tricket med at snitte champignons til, så de ligner små kranier. Det kunne jeg naturligvis ikke stå for, så det skulle jeg også prøve.
Det tog mig lidt tid at få fat på blæksprutteblæk, men har du sort fondantfarve, så vil jeg vove at påstå, at du også kan bruge det til at farve retten med. Jeg skulle dog under alle omstændigheder bruge blæksprutteblæk til en anden ret, så det var også oplagt at bruge i dette Halloweenbrød med kranier.
Jeg freestylede ud fra den oprindelige opskrift, og resultatet blev således. Jeg valgte at tilføje lidt soyasauce for at få kranierne til at se mere ‘hengemte’ ud (!), men hvis du ønsker, at de skal være lysere, så undlader du blot dette.
Halloweenbrød med kranier
2 personer
1½ dl koldt vand ½ tsk blæksprutteblæk (kan erstattes med sort fondantfarve) 5 g gær ½ tsk salt 2 spsk rapsolie 3-3½ dl hvedemel
Topping: 3-4 spsk hjemmelavet basilikumpesto 200-250 g champignons – gerne så små som muligt 2 små porrer, fintsnittede 2-3 spsk smør til stegning lidt salt evt. ½ tsk chiliflager
Jeg valgte at lave dejen aftenen før, at jeg skulle bruge den (så jeg kunne bage mit Halloweenbrød så snart, at jeg kom hjem fra arbejde). Du kan dog forkorte tilberedningstiden ved at brueg håndvarmt vand og mere gær.
Rør vand og blæksprutteblæk sammen, inden du rører gæren i. Tilsæt rapsolie og salt og rør det sammen, inden du tilsætter det meste af melet. Rør det godt sammen og tilsæt mere af melet under æltning. Sørg for at ælte det grundigt sammen – 5-10 minutter – inden du lægger dejen i en frostpose, som du lægger i køleskabet til næste aften (husk, at posen ikke skal lukkes stramt til, men at dejen skal have plads til at udvide sig).
Næste aften tager du posen med dej ud. Del den i to lige store klumper og rul dem ud til aflange plader på et meldrysset køkkenbord. Læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade og lad dem efterhæve, mens du tilbereder fyldet.
Er de ikke nuttede?
Rens svampene. Tag et sugerør (har du som jeg gemt nogle plastiksugerør fra gamle dage, så er de ret gode til formålet – ellers brug metalsugerør) og brug det til at udstikke øjne på begge sider af en champignon. Brug en lille spids kniv til at skære ‘tænder’ og ‘næse’ på hver side af svampekraniet, inden du halverer det, så du har to halvdele af en svamp – hver med et dødningeansigt på.
Smelt smør på panden. Tilføj evt. soyasauce. Steg svampene ved lav varme i nogle minutter, indtil de bliver mere møre. Tag dem af og tilsæt så porrerne til panden. Steg dem også ved lav varme, indtil de bliver bløde.
Smør de to dejstykker med hjemmelavet pesto (brug IKKE pestoglas fra supermarkedet, de er rædsomme!) og fordel eventuelt lidt chiliflager på, hvis aftensmaden gerne må varme lidt ekstra. Top dem med stegte porrer og stegte svampe.
Sæt bagepladen i en forvarmet ovn på 230 grader og bag dit Halloweenbrød i 10-12 minutter.
Servér det, som det er – evt. med lidt salat ved siden af.
Note: Jeg synes, at det er en sjov og skør servering, som vil more børn og barnlige sjæle. Du kan naturligvis lave alle mulige varianter, men jeg kan godt lide det mørke og utraditionelle brød som base for retten.
Det er ret let at lave stribede marengs! Og så ser de jo ret cool ud. Jeg måtte naturligvis lave stribede marengs i forbindelse med mit glimmer og pynt-benspænd, for sådan en omgang pyntede marengs er da ikke til at stå for. Jeg kan desværre …
Denne Cthulhu kage havde jeg med til nytårsaften. Min vennekreds består nemlig i høj grad af rollespillere, og det var blevet besluttet, at årets tema skulle være Cthulhu. Jeg øjnede straks muligheden for at lave en sjov dessert, og det blev denne… øhm… indbydende Cthulhu …
Så er der skønne, grønne og letsyrlige æblebolsjer! Ja, selvfølgelig skal jeg lave bolsjer i forbindelse med mit slik-benspænd, og her i juledagene kan de tilmed bruges som værtindegave eller som supplement til slikudvalget til brætspilstimerne eller når du binger tv-serier.
Det er faktisk over ti år siden, jeg sidst har blogget om bolsjer, og dengang lavede jeg lakridsrodsbolsjer (!). Det er mere eller mindre samme fremgangsmetode, jeg bruger denne gang, men har i stedet fundet æble-essens, citronsyre og grøn farve frem.
OBS – du skal bruge teflonvæv, skrabere til bolsjeproduktion samt et sukkertermometer – samt en saks til at klippe bolsjerne med.
Hjemmelavede æblebolsjer
½ dl vand 225 g hvidt sukker 50 g druesukker/dextrose ½ tsk citronsyre ½ tsk æble-essens (til bolsjeproduktion) ½ tsk grøn farve rapsolie
Læg teflonvæv på køkkenbordet og brug evt. tape til at fastgøre det til bordet, så det ligger helt fast. Smør væv, skrabere og saks med lidt rapsolie og hav lidt ekstra olie stående ved siden af, så du kan smøre redskaberne under fremstillingen. Rør vand, sukker og druesukker sammen i en gryde og skru helt op for varmen. Rør i det igen, når det koger, og sæt så sukkertermometeret i. Hold godt øje med termometeret, for temperaturen stiger hurtigt. Så snart den når 165 grader, tager du termometeret op af gryden og hælder sukkermassen ud på teflonvævet. Pas på – det er brændende varmt!
Drys citronsyren ud over bolsjemassen og brug skraberne til at ælte det. I starten er bolsjemassen ret flydende. Vent derefter et halvt minuts tid, inden du drypper æble-essens over. Brug skraberne til hurtigt at folde sukkermassen om essensen, da olien (og dermed smagen) ellers vil fordampe hurtigt fra den varme sukkermasse. Tilsæt nu den grønne farve og brug igen skraberne til at ælte massen grundigt, så farven fordeles jævnt. Del bolsjemassen i to dele og brug skraberne til at rulle den ene ud i en land pølse. Rør forsigtigt ved bolsjemassen for at tjekke, hvornår den er afkølet nok til, at du kan bruge hænderne til at rulle massen ud med. Lige så snart, at du kan begynde at røre ved den, skal du arbejde hurtigt, for ellers risikerer du, at bolsjemassen når at stivne for meget, inden du er færdig. Brug saksen til at klippe bolsjepølsen ud til æblebolsjer. Når den første del er klippet, ruller den anden del af bolsjemassen ud og klipper til.
Hjemmelavede æblebolsjer kan let klistre sammen, da de ikke er overfladebehandlede ligesom bolsjer, du køber i supermarkedet. Det er derfor vigtigt, at du opbevarer dem i en lufttæt bøtte. Og husker at spise dem i løbet af kort tid. Ligesom med meget andet hjemmelavet slik så smager de bedst den første uges tid.
Månedens slik-benspænd bør naturligvis også indeholde noget vingummi-agtigt, så jeg har lavet syrlige bånd! Ideen så jeg hos Dr. Oetker., og så legede jeg lidt videre med opskriften, hvor jeg udskiftede lime med citron samt skruede lidt op for mængden af citronsyre for at gøre …