Indisk toast
Jeg kendte ikke til indisk toast, før jeg begyndte at researche til månedens indiske benspænd. Men den krydrede toast er en populær street food i Indien og derfor naturligvis en ret, jeg skal prøve i denne måned. Retten går i øvrigt ofte under navnet Bombay Toast og findes i mange versioner. Det er dog næsten altid et stykke toastbrød, der er dyppet i en krydret æggeblanding og derefter stegt, til den er gylden og sprød.
Det er vigtigt at bruge toast af god kvalitet – og det kan være svært at finde (synes jeg). Du kan selvfølgelig selv bage toastbrød, men ellers prøv at finde noget toastbrød, der er frisk og saftigt.
Indisk toast
2 personer
2 stykker toastbrød
2 æg
½ dl mælk
2 spsk finthakket rødløg
1 tsk finthakket frisk chili
2 dl friskrevet cheddar
salt
smør til stegning
lidt frisk koriander, hakket
Pisk æg og mælk sammen og rør derefter løg, chili, ost (tag to spsk ost fra inden) og lidt salt i. Smelt et par spsk smør på en stor pande. Dyp de to stykker toastbrød i æggeblandingen og steg dem nogle minutter på den ene side, indtil de bliver gyldne. Vend dem om og steg dem yderligere et par minutter. Hæld resten af æggeblandingen over, drys med koriander og vend de to toastbrød. Steg dem, indtil æggemassen er stivnet. Drys det sidste revne ost over og pynt med lidt koriander.
Indisk toast serveres varm – enten alene eller sammen med et spejlæg.
Note: Dette er en aldeles glimrende mellemret – men smørstegt brød er jo altid skønt. Jeg serverede den til frokost sammen med et par andre småretter. Vil du have en lidt mere europæisk version, kan du overveje at servere den sammen med en grøn salat.
Er du på udkig efter andre gode toastretter, så prøv den portugisiske Francesinha, en Croque Monsieur eller en asiatisk rejetoast.
Ide til kommende benspænd street food, og (inspireret af en chicklit bog), mad der begynder med et bestemt bokstav.
Tak – sjove ideer! Især den med et bestemt bogstav. Det havde jeg ikke tænkt på 🙂