Takoyaki – indbagt blæksprutte

Takoyaki – indbagt blæksprutte

Takoyaki er japansk streetfood – det var i hvert fald i en japansk foodtruck, jeg stødte på retten første gang. Det skete, da en japansk bekendt lokkede mig til at prøve takoyaki under en rejse i Japan, og selvom jeg fik brændt tungen (da midten kan blive ret varm), så var jeg yderst fascineret af den lækre og snaskede snack. Da jeg researchede retter til den japanske middag, jeg arrangerede i lørdags (hvor gæsterne blandt også fik ramen med oksekød og svampe samt en sake-drink), faldt jeg over en opskrift på Takoyaki hos Japan Centre, og så måtte jeg bare lave det!

Jeg modificerede opskriften, da jeg undlod syltet ingefær og tempuraflager i fyldet samt tangpulver som en del af pynten, men resultatet blev ganske godt.

Takoyaki laves selvfølgelig i en hel særlig stegeplade, men her er det godt at være dansker, for du kan sagtens bruge en æbleskivepande (så bliver den også brugt flere gange om året ;)). Æbleskiver er lidt mindre end de takoyaki, jeg fik i Japan, men det gør ikke noget – så får du bare lidt flere. I opskriften herunder er der taget højde for, at de bliver stegt i en æbleskivepande.

Takoyaki

16-18 stk.

200 g hvedemel
2 æg
4½ dl vand
½ tsk dashipulver
lidt salt
rapsolie til stegning

Fyld:
100-150 g frisk, renset blæksprutte, skåret i tern (2 x 2 cm)
1 forårsløg, skåret i tynde ringe
evt. syltet ingefær

Pynt:
okonomi-sauce (eller tonkatsu-sauce)
japansk mayonnaise
katsoubushi-flager

Start med at hælde lidt olie i en gryde eller på en pande. Varm det op og svits blæksprutteternene i 15-20 sekunder, så de ikke længere har et gennemsigtigt skær. Tag dem af varmen.

Rør dejen sammen og hæld den gerne på en kande med en tynd hældetud, da det så er lettere at dosere. Varm en æbleskivepande op – helst ved mediumvarme, for den må endelig ikke være for varm, når du steger dine takoyaki. Pensl hvert hul i æbleskivepanden med rapsolie og fyld så hvert hul med dej. Put derefter lidt blæksprutte og forårsløg i hver dejfordybning.

Vent lidt, indtil kuglerne har fået lidt skorpe og vend så dejkuglerne halvt (se billede). Jeg opdagede hurtigt, at takoyaki ikke hæver lige så meget som æbleskiver, så når kuglerne er drejet halvt, tilsætter du lidt mere dej til hver fordybning (evt. med en spiseske). Og til sidst drejer du kuglen helt, så dejen kan lukke den sidste åbning.

takoyaki, indbagt blæksprutte, hvedemel, æg, dashi, forårsløg, mayonnaise, skaldyr, snack, katsoubushi, okonomi-sauce

Derefter skal takoyaki stege nogle minutter. Sørg for at vende dem jævnligt. De er færdige, når de er gyldne hele vejen rundt.

Pynt dine takoyaki med okonomi-sauce, japansk mayonnaise og katsoubushi-flager – dvs. på samme måde som ved en ‘japansk pizza’ – okonomiyaki.

Note: Takoyaki er en dejlig saftig og snasket spise, hvilket selvfølgelig i høj grad skyldes pynten. Jeg synes godt, der kan være mere fyld i kuglerne, så jeg har noteret i opskriften herover, at man sagtens kan bruge 150 g blæksprutte.

Jeg var lidt overrasket over, hvor mange takoyaki jeg fik ud af opskriften, da den oprindelige opskrift var vurderet til at mætte 1-2 personer. Nu brugte jeg retten som en del af en række mindre retter, og det skulle derfor ikke være et hovedmåltid, men alligevel. Jeg vil anbefale, at du serverer 2 per person, hvis det skal være en forret og 3 takoyaki per person, hvis det skal være en mediumstor ret, der serveres sammen med andre retter.

OBS – de japanske ingredienser, jeg har brugt herover, kan man købe hos nogle af de asiatiske specialbutikker her i Danmark. Jeg har købt mine hos den kinesiske købmand ved Nørreport, hvor man også kan bestille varerne via deres hjemmeside.



7 thoughts on “Takoyaki – indbagt blæksprutte”

  • Første aften efter vi var ankommet klokken sent til hotel mm – landede vi ved et sted der havde dette og andet. De blev en favorit hos mig – men det var altid spændende hvad der var i, for det vidste jeg ikke når jeg bestilte 😉

    • Hehe – ja, det lurer man ikke automatisk, når man ser dem. Men nøj de er gode 🙂

  • Er der andre ting, man kan putte i end blæksprutte? Er der nogen fisk, der kan bruges, for eksempel?

  • Hej! Mig igen.
    Jeg prøvede at rense en blæksprutte, og endte med under halvdelen af den købte vægt. Så nu er jeg i tvivl: Er det vægten før rensning, eller efter rensning, man skal gå efter?
    Og.
    Køber du forrensede, frosne blæksprutter, og hvis ja, hvor?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *