Hjemmelavede makroner
Min mindste nevø ønskede sig en lagkage med kagecreme og makroner til sin fødselsdag, og det så jeg som en glimrende undskyldning for at bage hjemmelavede makroner. Jeg kan nemlig ikke snuppe købeudgaven, der er hvinende sød, så jeg håbede, at man kunne lave en god udgave selv – og det kan man heldigvis.
Jeg havde set en opskrift hos Spisestuen. Jeg valgte dog at tilsætte lidt flere mandler og lidt mindre sukker for at give dem mere smag.
Hjemmelavede makroner
ca. 16 makroner
75 g mandler
125 g rørsukker
1 æggehvide
Blend mandlerne til mandelmel. Hæld rørsukker og æggehvide i en skål og pisk det kort, inden du tilsætter mandelmelet. Pisk det til en ensartet masse. Læg bagepapir på en bageplade og sæt små kugler af dejen – de skal størrelsesmæssigt være mellem en hasselnød og en valnød. Bag dem ved 150 grader i 20-30 minutter, indtil de er gyldne og porøse. Lad dem køle af og opbevar så dine hjemmelavede makroner i en lufttæt boks.
Note: Jeg kunne godt lide, at makronerne fik en mere tydelig mandel-/marcipansmag. Klart mere interessante end dem, man køber i supermarkederne.
Makronerne indgik som sagt i en lagkage, der bestod af lagkagebunde, kagecreme, jordbærmarmelade og føromtalte makroner. Nevøen havde ønsket sig et bordtennisbat som pynt, så det fik han naturligvis…
Hvor fin den er Piskeris. Smutter du mandlerne først? God varm sommerdag til dig
Mange tak! Nej, de blev bare blendet, som de er 🙂