Gammeldags honninghjerter
Honninghjerter – eller honningkagehjerter som muligvis er det mest korrekte navn – er en af de få julekager, som altid indgår i mine juletraditioner. Hvert år køber jeg nemlig altid to honninghjerter hos bageren i løbet af julemåneden og giver det ene til min elskede husbond (jojo, lidt romantiker er man vel). I år valgte jeg dog at bage dem selv.
Honninghjerter kræver en del forberedelse, eftersom du skal lave en fordej en måned i forvejen. Hvis du nu sidder og ærgrer dig over, at det kan du ikke nå nu, så prøv i stedet denne version af honningkagehjerter, som jeg lavede for nogle år siden. De kræver nemlig ikke en fordej. Men – hvis du vil lave gammeldags honninghjerter, så skal du som sagt lave fordejen en måned i forvejen.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Claus Meyer, men skruede ekstra op for krydderierne samt tilsatte en smule salt. Jeg sørgede også for at udstikke små honninghjerter i stedet for store – dels for, at honninghjerter let kan blive ret store (og det kan virke en anelse voldsomt at servere for folk), dels for at jeg kunne snige det ind under mit julesmåkage-benspænd – selvom det strengt taget ikke er en småkage.
Honninghjerter
ca. 60 små hjerter
Fordej:
600 g honning
600 g hvedemel
Honninghjertedej:
fordejen +
3 små æggeblommer
12 g hjortetaksalt
12 g potaske
et par spsk vand
10 g stødt kanel
10 g stødt ingefær
10 g stødt nellike
en knivspids salt
Pynt:
Mørk chokolade
glansbilleder, glasur eller sukkerpynt
Varm honningen op, så den er 40-50 grader og hæld den derefter i en skål. Rør melet i og ælt det godt sammen. Vær ikke bekymret, hvis dejen bliver stenhård – det er helt almindeligt. Læg dejen i en bøtte og sæt et tætsluttende låg på, inden du stiller bøtten i køleskabet i 3-4 uger.
Tag dejen ud af køleskabet. Den er sandsynligvis temmelig hård, men du kan gøre den blød ved at give den en kort tur i mikroovnen ved lav effekt. Hæld æggeblommer i en skål sammen med hjortetaksalt. Rør det grundigt sammen. Rør potasken sammen med et par spsk vand i en lille skål – vær obs på, at blandingen bliver ret varm. Læg fordejen på et meldrysset bord og ælt æggeblommeblandingen og potaskeblandingen i. Rør krydderierne sammen i en lille skål og ælt dem derefter ind i dejen. Bliv ved med at ælte i 5-8 minutter, men pas på, at du ikke tilsætter for meget mel undervejs, selvom dejen godt kan føles ret fugtig.
Rul dejen ud på det meldryssede bord. Dejen skal være 4-5 mm tyk. Brug en hjerteformet udstikker – gerne en lille størrelse. Kagerne hæver en del under bagningen, så pas på, at du ikke sætter dem for tæt på hinanden på de bagepapirbeklædte bageplader. Du kan evt. smøre lidt olie på bagepapiret, inden du lægger dine honninghjerter på det, men jeg syntes ikke, det var nødvendigt. Bag kagerne ved 180 grader i ca. 8-10 minutter. Tjek om hjerterne er færdige – de skal være temmelig brune og ikke alt for bløde i overfladen.
Lad hjerterne køle helt af. De bliver ofte ret hårde lige efter bagningen, men det løser du ved at lægge dine honninghjerter i en bøtte med et fugtigt viskestykke over og lader dem hvile i køleskabet i 3-4 dage. Honninghjerternes smag udvikler sig, og de suger fugten fra viskestykket til sig, så de bliver bløde og lækre.
Overtræk honninghjerterne med mørk chokolade og husk at pynte dem. Jeg brugte lidt julet sukkerpynt. Hvis du ikke skal bruge alle honninghjerter med det samme, kan de sagtens holde sig i køleskabet i en måneds tid. Husk at udskifte det fugtige viskestykke med jævne mellemrum.
Åh hvor er det en sød tradition at give din mand et honninghjerte:)
Næste år må jeg prøve at bage honninghjerter til dem jeg har kær- tak for inspirationen 🙂
Jeg tror også, han godt kan lide den 😀
Glædelig 4.advent søde !
Hvor er de fine dine honninghjerter 🙂
Jeg elsker honningkager og håber at lokke min mor til at bage nogen her i juleferien.
Hvis du vil se vores smukke vintage juletræ, som pryder slægtsgården, så smut forbi min blog/mit univers 🙂
Jule hilsner fra Maria
Tak og i lige måde! Håber I får bagt en portion – det er så hyggeligt med hjemmebag 🙂