Grøntsags-æggestand

Grøntsags-æggestand

Jeg har fundet endnu en klassiker frem fra gemmerne i anledning af mit piskeris-benspænd – nemlig en grøntsags-æggestand. Jeg kan huske, at vi med jævne mellemrum fik æggestand i mit barndomshjem (gerne sammen med røget ål – så ja, det er ved at være nogle år siden…). Men jeg tror faktisk aldrig, at vi fik den med grøntsager i, så det her var en glimrende anledning til at afprøve den udgave.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Opskriftklubben Chefkokken men justerede på nogle af målene samt udskiftede bladselleri med knoldselleri og tilføjede noget frisk persille.

Grøntsags-æggestand

2 personer

1 tyk porre
ca. 150 g skrællet knoldselleri
3 æg
2 dl mælk
1 dl friskhakkede krydderurter – jeg brugte persille
lidt salt og peber

Vask porren og skær den i skiver. Skær knoldsellerien i små tern. Bring en gryde vand i kog, tilsæt lidt salt og derefter porre og knoldselleri. Kog dem i tre minutter og lad så grøntsagerne dryppe af i en si.

Pisk æg sammen med krydderurter, salt og peber. Varm mælken op i en gryde lige indtil det når kogepunktet. Tag gryden af og lad mælken køle af i et par minutter, inden du pisker den i æggemassen. Smør et lille ildfast fad med olie eller smeltet smør og fordel grøntsagerne i fadet. Hæld æggemassen over. Stil det lille fad i et større fad. Hæld vand i det store fad, så vandet omslutter det lille fad.

Bag din grøntsags-æggestand i ovnen ved 200 grader i 35-40 minutter. Servér den sammen med en grøn salat og/eller brød og/eller kød.

Note: Dejlig vegetarret, som du også kan bruge som tilbehør til kødretter. Du kan naturligvis variere denne en del – både i forhold til de grøntsager, du bruger, og selvfølgelig hvilke krydderier, du vælger at putte i.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *