Ærteomelet

Ærteomelet

Jeg er allerede godt i gang med månedens piskeris-benspænd, og her var første eksperiment en ærteomelet. Jeg havde nemlig nogle æg, der trængte til at blive brugt, og så tyr jeg næsten altid til omeletter. Jeg har lavet flere varianter gennem tiden – blandt andet en almindelig omelet fyldt med laks og en spinatomelet – og nu fik jeg lyst til at lave en ærteudgave. Der er et eller andet ved ærternes grønne farve, som straks gør mig i forårshumør, og det trænger jeg til efter sidste uges snevejr.

Ærteomelet

2 personer

200 g ærter, frosne
7-8 mellemstore æg
1 dl mælk
1 tsk timian
1 dl revet ost
salt og peber
smør til stegning

evt. fyld kan være serranoskinke eller dampede grøntsager

Kog ærterne møre og hæld vandet fra. Blend ærterne sammen med mælk, timian, salt og peber. Pisk æggene sammen i en skål og pisk derefter ærtemassen i, indtil du får en ensartet masse. Smelt lidt smør på en pande og hæld halvdelen af æggemassen ud på den. Hold pandens temperatur på medium – den må endelig ikke være for høj, da omeletten så ikke bliver ordentlig gennembagt. Drys halvdelen af osten ud over omeletten og lad den bage stille og roligt på panden. Når overfladen er stivnet, lægger du fyldet på din ærteomelet, inden du forsigtigt lader den glide over på en tallerken. Du kan evt. lave et lille vip med panden, når omeletten glider af, så du folder omeletten.

Du kan servere den som den er. Jeg lavede en sennepsdressing, hvor jeg udskiftede hvidvinseddike med citron, og fordelte lidt af den ud over omeletten.

Note: Det er en enkel og saftig ærteomelet. Den er let at lave, så den er oplagt som en hurtig aftensmadløsning, hvis man ikke er så mange (eller hvis man hiver to pander frem på én gang).



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.