Grønkålsfrikadeller

Grønkålsfrikadeller

Jeg synes, det er sjovt at lave forskellige udgaver af vegetarfrikadeller, og nu er turen kommet til grønkålsfrikadeller. Disse frikadeller er en aldeles glimrende måde at snige flere grøntsager ind i madlavningen, for de saftige grønkålsfrikadeller kan naturligvis erstatte kødet i aftensmaden – eller du kan bruge dem som tilbehør til en kødret. Det er helt op til dig.

Da jeg er i gang med mit detox-benspænd, hvor jeg nedprioriterer hurtige kulhydrater, så valgte jeg at bruge lidt loppefrøsskaller i farsen i stedet for hvedemel, men hvis det ikke er vigtigt for dig, så bare brug hvedemel.

Grønkålsfrikadeller

6 stk. – dvs. til 2-3 personer

150 g frisk, finthakket grønkål
2 æg
1 dl fintreven hård ost – for eksempel Vesterhavsost eller Primadonna
1 spsk loppefrøsskaller (eller hvedemel, hvis du ikke bekymrer dig om gluten)
salt og peber
smør eller olie til stegning

Bring en gryde med vand i kog og hæld grønkålen i. Giv den et par minutter, inden du hælder vandet fra og lader kålen dryppe godt af, så du ikke får en vandet grøntsagsfars.

Pisk æggene sammen i en skål og vend den kogte grønkål i æggemassen. Tilsæt ost, loppefrøsskaller (eller hvedemel) samt salt og peber og rør det sammen til en ensartet fars.

Hæld fedtstof på en stor pande og form grønkålsfrikadeller af farsen. Steg dem gyldne på begge sider ved mediumvarme. Servér dem lune – eller brug dem som pålæg på madpakken.

Note: Disse vegetarfrikadeller dufter rigtig godt – af ost! For den smelter på overfladen, når du steger dem og giver grønkålsfrikadellerne et ekstra gyldent udtryk. De er dejlig saftige, og jeg pønser allerede nu på, om ikke de ville være gode i en vegetarburger – selvfølgelig i lidt større størrelse.

Hvis du har lyst til at eksperimentere mere med vegetarfrikadeller, så kan jeg blandt andet anbefale squashfrikadeller, linsefrikadeller samt tomatfrikadeller.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *