Grillede knivmuslinger med citronbrød

Grillede knivmuslinger med citronbrød

I forbindelse med månedens skaldyrsbenspænd har jeg også udnyttet muligheden for at eksperimentere med skaldyr, som jeg ikke før har brugt i madlavningen. Tidligere på måneden eksperimenterede jeg med hjertemuslinger, og i fredags var turen kommet til knivmuslinger, som jeg havde spottet i Torvehallerne. Det er her, jeg finder en hel del af mine spændende indkøb, som jeg ikke kan få andre steder, så jeg er meget glad for området.

Knivmuslinger er ret fascinerende. Flere af dem så ud som om, at de rakte tunge (!), men det var nu ikke et tegn på, at de var dårlige – de bevægede sig skam, når man rørte ved dem. Disse knivmuslinger var ca. 20 cm lange, så der er også noget mere mad i sådan en størrelse i forhold til blåmuslinger og hjertemuslinger. Jeg beregnede to-tre knivmuslinger per person som forret.

Ligesom alle andre muslinger skal knivmuslinger vaskes grundigt i koldt vand, eftersom de kan indeholde sand og havvand. Hvis der er knivmuslinger, som er åbne og ikke bevæger sig, når du forsigtigt prikker til dem, skal de kasseres.

knivmuslinger, muslinger, skaldyr

Læg dine knivmuslinger på den varme grill. Når de har åbnet sig, er de klar til at spise. Læg dem på et fad og sæt dem på bordet.

Servér dem sammen med citronbåde, salt og peber, en god mayonnaise samt citronbrød bagt på grillen. Vi spiste kun de hvide dele af muslingen – de har også en lille udposning med sand i, som vi skar udenom.

Jeg var som sagt ret fascinerede af muslingerne, men det skyldtes mere udseendet end smagen, som var udmærket uden dog helt at imponere. Smagen er ret mild, og konsistensen er mere fast end for eksempel kammuslinger.

brød bagt på grillen, citronbrød

De små citronbrød bagte jeg også på grillen. Når vi griller, bager jeg altid brødet på selve grillen, og det kan jeg kun anbefale – helt friskbagt brød, hvor du kan justere smagen til at passe perfekt sammen med de andre ting, du smider på grillen. Det eneste, du skal huske at gøre, er at ælte en dej sammen mindst en halv time før.

Jeg havde dog lidt ekstra tid samme morgen, så jeg æltede en hurtig dej sammen der. Da jeg havde lidt rester af A38, en sjat hyldeblomstsaft og en lille gnalling gær, blev det også et Stop Spild af Mad-projekt.

Jeg blandede 1 dl koncentreret hyldeblomstsaft, 3 dl A38 og 2 dl koldt vand og rørte 10 g gær ud i det. Derefter rørte jeg 2 dl sesamfrø, 1 spsk salt, den fintrevne skal fra 1 øko-citron og 5 dl fint durummel i. Jeg sluttede af med at ælte fuldkornsmel ind i dejen, indtil den var fast men stadig fugtig. Dejen blev lagt i en skål, der blev dækket med et fugtigt viskestykke, og dejen blev sat i køleskabet i 12 timer.

Jeg tog dejen ud 1 time, inden den skulle bruges. Lige inden, at grillen var klar, formede jeg ca. 18 små flade boller af dejen – husk at duppe overfladen med mel, så de ikke hænger fast i grillen – hvorefter de blev bagt.

Hvis du vil hente mere inspiration til brød på grill, kan du kigge i grillkategorien, eller du kan tage udgangspunkt i opskriften på små estragonbrød.



17 thoughts on “Grillede knivmuslinger med citronbrød”

  • Sikke en spændende idé, du kommer med – at bage de små citronbrød på grillen! Jeg har aldrig prøvet at bage på grill …

    • Det bør du prøve på et tidspunkt – det er så hyggeligt og smager skønt 🙂

  • Jeg har aldrig smagt knivmuslinger, men har da fået mod på det nu 🙂 Jeg må prøve at bage brød på grillen, det har jeg aldrig gjort, er nok for dårlig til at bruge grillen til den slags 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

    • De er mere faste og mættende end andre muslinger (nok også pga. størrelsen) og bestemt spændende at prøve kræfter med 🙂

    • Jo, jeg har jo netop skrevet om dem her, hehe 😀
      Jeg synes dog ikke, at oplevelsen opvejer prisen – de koster en del, og så vil jeg hellere bruge pengene på kammuslinger, hvis jeg skal vælge mellem de to typer 🙂

  • Det er fantastisk at følge dine benspænd.
    🙂 Modtager du ideer?
    Venlige hilsner Jeanette

    • Tak skal du have!
      Jada – sig endelig til. Jeg kan dog ikke love, at jeg kan nå at afprøve alt, men jeg vil altid gerne høre om spændende opskrifter m.m. 🙂

      • Måske er det det kedeligste benspænd du nogensinde har hørt om 🙂 Men jeg gad godt blive klogere på alle vores “surmælks-produkter” Skyr, creme fraiche i alle pct.varianter, fromage frais, ylette osv. Især her i sommervarmen. Går de an i maden, når de piskes, når de varmes? Kan dressingen løftes lidt sommerligt med skyr – kan æbletærten fikses med andet end fløde og den fede cremefraiche. Det var blot et lille input fra mig, der hele tiden lærer af at følge jer skønne madbloggere. Tak for herlige inspiration. Min favorit har hidtil været “indmad”

        • Nænej, det er da et godt benspænd! Det er noteret på inspirationslisten. Det er ikke sikkert, jeg når det i år, da listen er næsten fyldt, men det er da et benspænd, jeg kraftigt overvejer at kaste mig over på et tidspunkt. Tak for inspirationen 🙂

  • Jeg har selv stået og luret på dem nede i Torvehallerne, og efter at have set dem hos dig og i River Cottage, bliver jeg nødt til at prøve kræfter med dem. Måske man bare skulle gå hele vejen, og selv fange dem næste gang jeg kommer ud til havet. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *