Hummersalat med linguine og ærteskud

hummer, skaldyr, salat, hummersalat, skaldyrssalat, pasta, citroner, ærteskud, aspargesDenne smukke hummersalat fik gemalen og jeg til aftensmad i lørdags. Da jeg i sin tid fortalte gemalen, at månedens benspænd blev skaldyr, var hans første kommentar “det bliver dyrt!”. Indtil denne weekend har jeg dog primært lavet mad i den billige ende af skaldyrs-repertoiret, men udover knivmuslinger købte jeg også en hel hummer, da jeg var i Torvehallerne, og den skulle forvandles til en frisk, lækker og indbydende hummersalat.

Hummer er dyr spise, og det var da også første gang, at jeg har leget med sådan en størrelse i et køkken. Af samme grund inviterede jeg gemalen med i madlavningsprojektet, for ligesom jeg synes han også, at det er spændende at eksperimentere i køkkenet og lære ‘nye’ råvarer at kende.

Hummeren var levende, da jeg købte den, og jeg talte med fiskehandleren om, hvordan jeg bedst skulle transportere den, når den skulle med hjem. Han anbefalede, at den blev pakket ind i avispapir og lagt i en pose med noget is, så den ville ligge køligt og mørkt under transporten. Det ville få hummeren til at døse hen. Hvis han slog den ihjel med det samme, ville det frigøre en væske i hummerens hoved, som kunne skade kødet, så det er bedst at fragte den levende hummer med hjem og så selv slå den ihjel.

Luna fik lov til at hilse på hummeren, inden vi skulle i gang med madlavningen…

Vel hjemme blev hummeren pakket ud, og den blev nærstuderet, inden vi skulle i gang med madlavningen. Da Luna kom forbi i samme nu, fik hun også lov til at hilse på køkkenets nye gæst, men hun virkede ikke synderlig imponeret og foretrækker (heldigvis) stadig kattemad. Det er også meget billigere…

Hvordan slår du så en hummer ihjel på den mest humane måde? Vi googlede os frem til et par løsninger, og ovenstående er den, vi fulgte, hvor du lægger hummeren på ryggen og stikker en kniv i den mellem de forreste ben. Der er også andre, der foreslår, at man stikker en kniv ned i hovedet på hummeren, lige inden den koges. Hovedsagen er, at mange anbefaler, at hummeren dræbes, lige inden den smides i det kogende vand, for selvom det er tvivlsomt, hvor meget en hummer kan nå at føle, inden den dør i det kogende vand, så virker det en kende brutalt i disse politisk korrekte tider.

Men altså – vi lagde hummeren i fryseren et kvarters tid, så kulden fik den til at gå i dvale, og derefter blev den lagt på ryggen af et spækbræt og slået ihjel, inden den røg i det letsaltede og kogende vand.

Hummeren fik ca. et kvarter i det kogende vand. Afhængig af størrelse skal en hummer koges i 12-20 minutter. Derefter fiskes hummeren op af vandet og lægges på et spækbræt. Flæk hummeren på langs og pil forsigtigt kødet ud af hummeren. Husk også at tage kødet ud af kløerne – det er lidt mere besværligt, men med lidt tålmodighed kommer du langt.

Vi skulle først bruge hummerkødet om lørdagen, så det blev lagt en en mild saltlage og stillet i køleskab. Hummerkød kan holde sig i op til to dage, hvis det ligger i saltlage.

Dagen efter blev hummerstykkerne fisket op af saltlagen og skyllet kort i koldt vand. Jeg fandt noget meget politisk korrekt frisk linguine frem (både økologisk og med fuldkorn i), som jeg havde købt få dage inden, men du kan selvfølgelig også lave en gang frisk pasta selv.

Hummersalat med linguine og ærteskud
2 personer

kødet fra en kogt hummer
½ pakke frisk fuldkornslinguine
fintrevet skal fra ½ øko-citron
olivenolie
ærteskud
½ bundt meget tynde, fine danske asparges
salt

Skær hummerkødet i mundrette stykker. Knæk det nederste af hver asparges og læg dem i et ildfast fad. Hæld kogende vand over og lad dem trække i det varme vand. Kog imens pastaen som anvist på pakken og skyl det derefter i semi-koldt vand. Bland pastaen med citronskal, olivenolie og lidt salt. Vend hummerkødet og ærteskud i. Tag forsigtigt de varme asparges op af vandet og skær dem i mindre stykker. Vend aspargesstykkerne i din hummersalat og servér med det samme.

Note: Hummersalat er muligvis en utraditionel måde at få hummer på, men smagsmæssigt var den et hit. Det er ikke en ret, der må krydres alt for meget, så hummeren bliver overdøvet, og derfor passer den godt med de spæde grønne grøntsager.

Min hummersalat blev nydt sammen med et glas Tavel 2009, som min vinhandler anbefalede mig, da jeg bad om en vin, der passer til hummer. Tavel er en rosé, som er lidt kraftigere end de typiske rosévine, man som dansker støder på, men vinens pondus og sødme går godt sammen med hummeren, ligesom den også er dejlig at nippe til, når maden er spist op.

23 thoughts on “Hummersalat med linguine og ærteskud

  1. Jeg er vild med din politisk korrekte mad 😉 Det ser sommerligt og lækkert ud.. Kommer du ikke og laver mad til mig de næste par uger, mens kæresten er i Thailand?? Jeg skal jo også have det lidt godt 😀

    • Jeg blev jo nødt til at få et snert af politisk korrekthed over det, når nu nutidens mennesker efterhånden har et ret distanceret forhold til at slå deres egen mad ihjel 😉

      Jeg tror, der bliver en aaaanelse langt at pendle, når jeg skal på arbejde 😀

  2. Mums, hvor ser det godt ud. Jeg elsker hummer, men har – af økonomiske grunde – ikke fået det mere end 1 gang her i DK. Jeg har dog været heldig at få det nogle gange i USA, når jeg har været med familien på Martha’s Vineyard. Der har hummere en mere overkommelig pris 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

    • Ja, det er heller ikke noget, vi kommer til at spise tit, når prisen er så høj, men bestemt en lækker spise 🙂

  3. AHmm! Hummer er bare min yndlingsspise – især når det er smukt anrettet som her 😉

    Mht. kogetid, synes jeg at 10-12 minutter er lige en tand for længe – en frisk hummer kan sagtens tåle kun at få omkring 5-6min + afkøling i koldt vand. Så får man kød der er mega-saftigt, og som også kan tåle en lille “bruner” i lidt smør inden servering(hummerkød karamelliserer så dejligt).

    • Taark 😀
      Oho! Jeg havde ellers læst, at den skulle have mellem 10 og 20 minutter. Jeg må se, om ikke jeg kan få afprøvet det en anden god gang… når jeg har sparet op igen 😀

    • Er helt enig med Sjønne… Har alt for mange gange fået hummer der er blevet tilberedt for længe. Heller lidt for lidt end lidt for meget…, og det gælder nu det meste 🙂

      • Lige med skaldyr vil jeg hellere give dem lidt for meget end lidt for lidt, så vi ikke risikerer at blive dårlige – er lidt pylret, når det gælder muslinger 🙂

        Men det er noteret, at hummere tilsyneladende godt kan tilberedes på under 10 min 🙂

        • Du har selvfølgelig ret i at det er lidt farligt, især når man ikke helt nøjagtigt har styr på hvordan den er blevet opbevaret inden man står med den i hånden 🙂
          Derfor er det vigtigt at man har en fiskehandler man stoler på……

    • Jeg blev jo nødt til at opveje hummerdrabet på en eller anden måde 😀

      Mmm.. Tavel…mmm…

  4. Kære Piske
    Wauw, det må da være det ultimative sommermåltid. Hvor ser det lækkert ud. Havde selv tvivl, da jeg skulle tilberede hummer første gang. Godt at læse om dine erfaringer.
    Kh Nadia

    • Tak skal du have – det var også en dejlig enkel ret på sådan en varm sommerdag – lige hvad vi begge havde lyst til 🙂

  5. Jeg værdsætter virkelig at du gjorde så meget for at finde den bedste måde at ta’ livet af den. Jeg ku’ ikke gøre det…. men ja, ved godt det er lidt hyklerisk. Når man gør det så godt som muligt. Og den ret ser bare fantastisk ud …. så smuk og med dejlig vin.
    Må jeg spørge hvad sådan en fætter koster?
    Jeg må tilstå jeg endnu ikke har smagt rigtigt frisk hummer … GAD JEG GODT! Især nu:-)

    • Sådan en fætter koster over 200 kr – muligvis nok et stykke over 200 kr, men jeg fik lidt rabat, da jeg købte flere ting på én gang hos fiskehandleren 🙂

  6. Jeg er lidt hyklerisk, for jeg kan ikke spise den hvis jeg først har set den er i live og selv må slå den ihjel, haha..
    Min far var fisker, så jeg har spist rigtig meget hummer da jeg var barn/teenager og det er stadig en ynglingsspise:) Ude i fryseren har jeg 1 kg. jomfruhummere liggende, som jeg også drømmer om at forvandle til en salat, som skal skylles ned med dejlig vin en varm sommerdag…

  7. Mega modigt med sådan en levende tingest!!!! Det kribler helt i nakken bare ved at læse indlægget!! uhuuuu.

    Det tør jeg ikke! Men det ser altså vildt lækkert ud. Er den meget dyr sådan en?

    • Hihihi 😀
      Ja, sådan en koster over 200 kr, og der er jo ikke såå meget mad på sådan en fætter, så i mine øjne er det dyrt.

  8. Gys, dit indlæg minder mig om hummerne på min mormors husholdningsskole – det hændte, de slap fri og gik rundt på kældergulvet 😉

    • Jeg kan lige forestille mig det – og jeg går ud fra, at de ikke lige havde elastikker om kløerne, som denne trods alt havde 🙂

  9. En hummer er sindssygt fascinerende!
    Tænk at have sådan en lang arm med en klo i hånden … Ja, EdWard Saksehånd må vel være nærmeste menneskelige pendent?!

    Har set AnneMad gæste NewYork hvor de æder masser af lækre hummere, for de canadiske hummere skulle være sindssygt læks (og store!) – i det hele taget gad jeg gerne spise en hel del af den mad hun laver i de afsnit. Det er jo vildt lækkert – ligesom din hummerpasta der. (Og endda uden mælk, se dét kan jeg lide! ;-))

    • Hov ja, retten er faktisk uden mælk – det havde jeg ikke tænkt på! Jeg har også læst, at hummerpriserne skulle være noget mere overkommelige derovre, så hvis/når jeg en dag skal til USA, så… 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *