Græskarsalat med valnødder
Denne græskarsalat med valnødder er både månedens sidste benspændsret – oooog sidste ret på bloggen i 2024! I morgen er det nytårsaften, og jeg holder lige en dag eller to fri fra bloggen, inden vi skal kigge nærmere på 2025-planerne.
Jeg elsker at bage hokkaido græskar i ovnen, for det kan både bruges som lunt tilbehør til hovedretter men også blendes til lækre cremer og saucer. Det kan dog godt få en ret sød smag af bagningen, og derfor tænkte jeg, at valnødders bitterhed ville supplere græskarret ganske godt. Nu havde vi tilmed frisk rødkål til overs fra julen, og rødkål har også en vis bitterhed, der ville gå godt med det søde græskar (og så ser den mørkelilla farve jo skøn ud på tallerkenen!).
Det var lidt fristende at bruge hoisinsauce til salaten, men jeg var bange for, at det ville blive for sødt, så jeg holdt mig til en kombination af soyasauce og sesamolie. Sidstnævnte giver en skøn smag af sesamfrø, men har du svært ved at skaffe det, så kan du også bruge lidt olivenolie.
Lun græskarsalat med valnødder
2 personer
en tredjedel af et mellemstort hokkaido græskar
meget fintsnittet rødkål (se gennemgang)
1 dl valnødder
1 spsk soyasauce
1 spsk sesamolie (eller alternativt olivenolie)
evt. lidt salt (afhænger af soyasaucen)
Vask græskarret, halvér det og fjern kernerne og den trevlede midte. Skær græskarret i mellemtykke både og læg dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Dryp lidt olivenolie over og drys med salt. Bag græskarbådene i ovnen ved 200 grader i 30-45 minutter, indtil de er møre.
Rist valnødderne på en tør pande i nogle minutter, indtil de dufter.
Snit så meget rødkål, som du mener vil passe til to personer. Sørg for at snitte det meget, meget fint og læg kålen i en skål. Hæld olie og soyasauce over og kram kålen let.
Lad græskarbådene køle lidt af, inden du skærer dem i tern og lægger dem over rødkålen. Hak valnødderne let og drys dem over din græskarsalat. Smag eventuelt til med salt.
Note: En dejlig græskarsalat, der både har sødme fra græskarret men også en let bitterhed fra valnødderne og kålen.
Jeg tror at denne dressing også vil være god https://www.theguardian.com/food/2024/nov/09/yotam-ottolenghi-milk-tarts-special-sauce-stange-flavour-spinach-recipes-freezer
Jeg har nedskaleret sukker og soya til 10 g, men på soya afhænger det meget af mærket.
Det ser meget spændende ud – tak 🙂