Ginkage med glasur
Jeg bliver simpelthen nødt til at bage en ginkage, når nu jeg har gin-benspænd! Det er ikke en kage, jeg har prøvet før, så jeg var ret spændt på resultatet. Jeg skelede til en opskrift fra Jane’s Patisserie, men skar ned på sukkeret, lavede lidt ekstra ginsirup samt pyntede kagen med kandiserede limeskiver.
Ginkage
ca. 6 personer
200 g blødt smør
125 g rørsukker
200 g hvedemel
4 æg
friskreven skal fra øko-lime
Ginsirup:
½ dl flormelis
½ dl tonic
½ dl gin
Pynt:
glasur lavet på flormelis og gin
kandiserede limeskiver
Pisk smør og rørsukker til en luftig masse. Pisk derefter æg, limeskal og hvedemel i, indtil dejen er jævn. Smør en lille springform på ca. 18 i diameter med smør og fordel dejen i formen. Bag din ginkage i ovnen ved 180 grader i 40-45 minutter. Mens kagen bager, rører du flormelis og tonic sammen og rører derefter ginnen i.
Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af et minut eller to, inden du prikker den flere gange med en tynd træpind. Hæld derefter halvdelen af ginblandingen ud over kagen. Lad den trække væden til sig, inden du hælder mere ud over og fortsæt sådan, indtil du har brugt al væsken.
Lad din ginkage køle helt af. Imens laver du de kandiserede limeskiver.
Kandiserede limeskiver
1 øko-lime, skåret i tynde skiver
½ dl vand
½ dl rørsukker
Varm vand og rørsukker op til kogepunktet og put så limeskiverne i. Lad det simre i 5-7 minutter og sluk så for komfuret. Lad limeskiverne trække i 5 minutter, inden du fisker dem op og lader dem tørre på et stykke bagepapir.
Pynt din ginkage med ginglasur og de kandiserede limeskiver – og evt. et sugerør eller to, hvis du vil være ekstra kæk.
Note: Denne ginkage er en skøn blanding af sødme og syrlighed. Ginsiruppen er samtidig med til at gøre kagen ekstra saftig, mens de kandiserede limeskiver giver en vis bitterhed (dem kan du evt. lade være med at spise – men brug dem endelig som pynt).