Brombærroulade

Denne brombærroulade så jeg oprindeligt i et Alt for Damerne-blad hos frisøren (ja, det lyder kliché, men …). I den version var der solbær i, men da vi har langt flere brombær end solbær i fryseren, så besluttede jeg mig for at lave en ren brombær-version.
Jeg overvejede kort, om jeg skulle være så kæk at registrere den som en benspændsret for denne måned, men det var måske at strække den lidt. Også selvom det da ville være dejligt med et stykke kage fra fryseren en af de første dage under en krise/katastrofe.
Du kan nemlig godt fryse denne brombærroulade og så tø den langsomt op den dag, hvor du skal servere den. Så vil jeg personligt have lidt ekstra brombærsyltetøj til at pynte den med, hvis nu den skulle blive lidt tør af at blive frosset ned først.
Apropos ekstra brombærsyltetøj så har jeg skruet lidt op for syltetøjsmængden i min version, da jeg syntes, at den sagtens kan bære lidt mere brombær end den første version, jeg lavede. Jeg justerede også lidt på nogle af de andre mål (og udelod kørvel), og så var jeg ikke helt tilfreds med bunden, så jeg har her skrevet den kakaobund, som jeg plejer at bruge til roulader.
Brombærroulade
8-10 personer
Brombærsyltetøj:
400 g brombær
1½ dl rørsukker
Hvid chokoladecreme:
2 blade husblas
100 g hvid chokolade
4 dl fløde
1 tsk vaniljesukker
Rouladebund:
4 æg
200 g lys rørsukker
1½ dl hvedemel
½ dl kakaopulver
1 tsk bagepulver
Pynt:
lidt af den hvide chokoladecreme
friske brombær hvis muligt
Start med at koge brombærsyltetøjet ved at varme brombær og rørsukker langsomt op i en gryde. Lad det simre i ca. 10 minutter og lad det derefter køle af.
Læg husblassen i koldt vand i 10 minutter. Hak chokoladen fint og hæld det i en skål. Varm fløden op, indtil den er tæt på at koge. Tag den af komfuret. Hæld vandet fra husblassen, knug den let og put den i fløden sammen med vaniljesukker. Rør rundt og hæld dernæst fløden over chokoladen. Lad den stå i et halvt minuts tid, inden du rører fløde og chokolade til en ensartet masse. Sæt chokolademassen i køleskabet i mindst fire timer og eventuelt natten over.
Når det er tid til at bage bunden, pisker du æg og sukker sammen til en luftig masse. Pisk derefter kakaopulver, bagepulver og hvedemel i. Smør dejen ud i et jævnt lag på en bagepapirbeklædt bageplade, så du får et rektangel, der er ca. 1 cm tyk. Bag rouladebunden ved 210 grader i 10-12 minutter. Hold godt øje med dejen, så den ikke bliver for mørk.
Lad rouladedejen køle af et øjeblik, inden du vender den ud på et gavmildt sukkerstrøet stykke bagepapir og dæk den side af dejen, der pt. hænger fast i bagepapir, med et fugtigt viskestykke. Lad rouladedejen køle af, så den er håndvarm, inden du forsigtigt trækker det øverste bagepapir af.
Nu er det tid til at samle din brombærroulade. Smør brombærsyltetøjet ud over bunden (gerne på den side, der har vendt ned mod bagepapiret under bagningen). Pisk den kolde chokoladecreme til den er luftig og fordel den så ud over bunden (gem eventuelt lidt til at pynte din brombærroulade med). Rul forsigtigt rouladen sammen til en roulade (!) og brug gerne bagepapiret til at sikre, at den holder formen, når du lægger den i køleskabet i mindst en time (den kan sagtens laves dagen før).
Læg din brombærroulade på et stort spækbræt eller fad lige inden servering og pynt den eventuelt med hvid chokoladecreme og/eller friske brombær.
Note: Det er en dejlig efterårskage, som selvfølgelig også sagtens kan serveres om vinteren, hvis du har frosset brombær ned. Du kan sagtens smage bærrene i denne brombærroulade, men den milde chokoladecreme sørger dog for, at smagen ikke bliver for kraftig.







