Æbletrifli

Æbletrifli

Har du prøvet æbletrifli? Nogen vil måske mene, at denne æbletrifli minder meget om gammeldags æblekage, men jeg kan bedst lide denne udgave. I mit barndomshjem blev gammeldags æblekage nemlig lavet på makroner, hvilket jeg aldrig har brudt mig om. Her om efteråret er det imidlertid oplagt at lave desserter og bage kager med æbler i, for de er nærmest overalt på denne årstid.

Det er vigtigt at lave æblemosen på æbler, der let koger ud. Mit favoritæble til den slags er Belle de Boskoop, som vi heldigvis selv har i haven. Det er ikke et voldsomt stort træ, men det giver pænt.

Jeg havde bagt havregrynssmåkager, som jeg brugte i triflien. Du kan dog også sagtens bruge købte havregrynssmåkager, hvis du ikke orker at bage dem selv.

Æbletrifli

2 personer

Æblemos:
1 stort Belle de Boskoop æble
½ dl vand
½ dl rørsukker
½ tsk vaniljesukker

Derudover:
3 havregrynssmåkager (kan erstattes af lignende typer småkager)
evt. 1 spsk æblebrændevin – jeg brugte Malus Danica fra Cold Hand Winery
1 dl fløde
½ tsk vaniljesukker
lidt kanel

Start med at lave æblemosen, så den kan køle af, inden du skal lægge triflien sammen.

Skræl æblet og fjern kernehuset. Skær resten af æblet i tern, som du putter i en kasserolle sammen med vand, rørsukker og vaniljesukker. Lad det simre i 8-10 minutter, indtil æblerne splatter ud. Tag kasserollen af varmen og rør de kogte æbler til en ensartet mos. Lad den køle af.

Pisk fløden til skum sammen med lidt vaniljesukker i. Tag to dekorative glas. Knus småkagerne og drys lidt i bunden. Tilføj evt. lidt æblebrændevin, hvis du har lyst (kan dog udelades). Læg lidt æblemos ovenpå, derefter lidt flødeskum og fortsæt sådan, indtil du slutter af med flødeskum. Dekorér gerne din æbletrifli med lidt kanel.

Æbletrifli kan spises med det samme, men du kan også sætte den i køleskab i et par timer. Så bliver kagekrummerne dog meget bløde.

Note: Jeg elsker denne kombination af mild æblemos, silkeblød vaniljeflødeskum samt de lidt grove småkagekrummer. Lige en efterårsdessert efter min mave.



1 thought on “Æbletrifli”

  • I min familie var rasp lavet på tvebakker, så markroner er også no go fra mig, tilgængelig skal æblerne ikke smage af vanilje

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *