Honningglaserede revelsben

honningglaserede revelsben, svinekød, grill, løgpulver, paprika, koriander, sennepspulver, rørsukker, honningglace, honning, sennep, æblecidereddikeMmmm… honningglaserede revelsben…!

Ja, de kom på grillen og derefter på bordet, da vi havde besøg i sidste uge. Vi serverede det for de samme gæster, der også blev udsat for fiskerilette.

De honningglaserede revelsben er en mildere og sødere udgave af de langtidsgrillede revelsben, som jeg tidligere har lavet. Du skal helst bruge en kulgrill eller en gasgrill, der kan holde en konstant varme i 5-6 timer, men du kan muligvis også klare det på en Weber, hvis du fylder op med ekstra briketter undervejs.

Honningglaserede revelsben
4-6 personer

6 store stykker revelsben (sælges ind imellem også som spareribs i supermarkederne)
– vælg gerne nogle, der ikke har alt for meget fedt

Rub:
2 spsk løgpulver
2 spsk sød paprika
1 spsk stødt koriander
1 spsk sennepspulver
2 spsk rørsukker
1 spsk salt

Rør krydderiblandingen grundigt sammen, inden du vender dine revelsben i blandingen. Dæk de krydrede revelsben med husholdningsfilm og læg dem i køleskabet i mindst tre timer eller evt. natten over.

Nu er det tid til at tænde grillen!

Tag kødet ud af køleskabet en halv time inden, at du skal bruge det. Det kan for eksempel være samtidig med, at du tænder op i grillen, men det afhænger selvfølgelig af, hvor hurtig eller langsom din grill er til at varme op. Grillen skal være 140-150 grader varm.

Når grillen har nået den rette temperatur, sætter du en stor drypbakke ned i grillen. Læg derefter grillristen på og placér dine revelsben, så de får indirekte varme. Læg låget på grillen og tjek, at temperaturen holder sig på 140-150 grader. Lad derefter kødet passe sig selv i 2½ time.

Når tiden er gået, tager du dine revelsben af grillen og pakker dem ind i stanniol. Hæld eventuelt ½ dl æblecidereddike ned i pakken. Put det indpakkede kød tilbage på grillen og sørg for, at temperaturen stadig er 140-150 grader. Lad dem grille videre i fred i 1½-2 timer.

Når tiden er ved at være gået, rører du din honningglace sammen.

Honningglace:
3 spsk honning
2 spsk stærk sennep
1 spsk æblecidereddike
1 spsk olivenolie
1 tsk peber
1 tsk salt

Læg de grillede revelsben tilbage på grillen. Vær lidt forsigtig – kødet er efterhånden ret mørt – og smør honningglace på oversiden af kødstykkerne. Lad de honningglaserede revelsben ligge på grillen i ca. fem minutter og tag dem så af. Du kan servere dem sammen med coleslaw, men jeg lavede nu en anden slags tilbehør, som jeg vil blogge om en af de kommende dage.

Note: Disse honningglaserede revelsben er møre som smør og søde som… honning! De er så lækre og saftige, og så mætter de tilmed ganske godt. Kan klart anbefales.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *