Cheddarboller

cheddarboller, osteboller, boller, ost, cheddar, hvedemel, yoghurt naturel, øl, sirup, fuldkornshvedemelI går bagte jeg cheddarboller. Opskriften opstod, som den ofte gør, når jeg bager boller – nemlig ud fra devisen ‘alt godt fra køleskabet’. Bollebagning er faktisk et af de områder, hvor jeg oftest dyrker Stop Spild af Mad. Jeg bager nemlig tit i forbindelse med, at jeg har en rest yoghurt, kærnemælk eller lignende syrligt mælkeprodukt, der snart skal bruges, og her er bollebagning oplagt. Syrlige mælkeprodukter giver nemlig ganske saftigt bagværk.

Navnet – cheddarboller – antyder jo, at jeg havde en rest cheddar, men jeg havde såmænd også noget yoghurt samt en øl, gemalen og jeg delte til frokost, men som ingen af os brød os om. I bolledejen med den.

Cheddarboller
ca. 10 store boller

5 dl yoghurt naturel
2 dl øl (kan udskiftes med vand)
25 g gær
1 spsk salt
2 spsk sirup
2 spsk olivenolie
200 g cheddar, fintrevet
2 dl fuldkornshvedemel
6½-7 dl hvedemel

Tag yoghurt og øl ud af køleskabet ½-1 time før, at du skal bruge det. Hæld det derefter i en skål og smuldr gæren i det, inden du rører det sammen. Tilsæt salt, sirup, olivenolie og fuldkornshvedemel. Rør det sammen og tilsæt cheddar – gem dog gerne en håndfuld, som du kan drysse på dine cheddarboller inden bagningen. Rør cheddaren grundigt sammen med dejen og tilsæt løbende hvedemel. Ælt dejen grundigt – enten med en grydeske, med fingrene eller i en røremaskine – og læg derefter et fugtigt viskestykke over skålen. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse.

Tag forsigtigt en lille håndfuld dej op af skålen og form den til en bolle (nej, dejen skal ikke æltes igen). Sæt bollen på en bagepapirbeklædt bageplade og fortsæt sådan, indtil du har brugt al dejen. Lad dine cheddarboller efterhæve 20-30 minutter under det fugtige viskestykke.

Drys dine cheddarboller med revet cheddar, inden de skal i ovnen. Jeg smurte dem forsigtigt med en æggeblomme, jeg havde i overskud, inden jeg dryssede ost på, men det behøver du ikke. Sæt dem i ovnen ved 200 grader og bag dem i 25-35 minutter.

Disse cheddarboller er særdeles velegnede som sandwichboller til frokost eller som burgerboller til aftensmad.

Note: Supersaftige cheddarboller med diskret smag af cheddar. Du kan også vælge at rive cheddaren i tykkere strimler (eller evt. hakke den i små stykker), så bollerne i stedet gemmer små stykker af ost – en herlig lille smagoverraskelse, når man spiser bollerne.

3 tanker om "Cheddarboller"

    • Ja, det blev nogle gode, saftige boller. Nu pønser jeg på at bruge dem til en omgang burgere eller sandwiches en aften, hvor madlavningen gerne må gå lidt hurtigt 🙂

  1. Pingback: September: Burgere! - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *