White Lady og Glowing Beach
Nu har jeg atter fundet en af drink-klassikerne frem. For et par dage siden lavede jeg denne pimpede udgave af White Lady – en ret enkel drink bestående af gin, Cointreau og citronsaft. Jeg fandt opskriften i et lille drinkhæfte, men valgte at bruge en smule mere Cointreau, da det passede bedre til mine smagsløg.
Jeg kunne ikke nære mig og brugte lidt sølvglimmer, som ellers kun hives frem, når der skal dekoreres kager. Men hvem siger, at drinks ikke også må glimte lidt ind imellem? Jeg er dog ikke sikker på, at det er specielt sundt at indtage, så jeg brugte selvfølgelig også et sugerør i min udgave af White Lady, så man ikke behøvede at komme i kontakt med sølvglimmeret.
White Lady
2 drinks
6 cl gin
4 cl Cointreau
3 cl citronsaft
1 spsk æggehvide
isterninger
lidt sirup og sølvglimmer til pynt
sugerør
Hæld isterninger, gin, Cointreau, citronsaft og æggehvide i en shaker og ryst grundigt. Dup kanten af hvert cocktailglas med sirup og tryk glaskanten ned på en tallerken strøet med (spiseligt) sølvglimmer – den slags man bruger til kagedekoration. Hæld forsigtigt den shakede drink i glassene og stil et sugerør i.
Note: White Lady er en frisk og syrlig drink, der bider godt fra sig. Det er ikke en drink, jeg kan drikke flere af i træk, men citronsaften og Cointreauen formår at holde den kraftige gin i skak.
En af bloggens læsere spurgte for nylig, om jeg ikke kunne lave en drink med ananas og kokos, og det kunne jeg bestemt – især fordi jeg havde købt friske ananas samt ananasjuice samme formiddag! Jeg fik lyst til at kombinere disse med kokossmag, og her kom jeg selvfølgelig i tanke om Malibu – kokoslikøren der hærgede i 90’erne! Jeg kender mange, der ser helt forkert ud i hovedet, hvis man nævner den likør. Selv har jeg et ret afslappet – men noget distanceret – forhold til likøren, for det er ikke meget, man har set til den de sidste 10-15 år. Jeg købte dog en flaske for et par dage siden, og så skulle der laves sommerdrinks…
Glowing Beach
2 drinks
250 g frisk ananas – skåret i tern og frosset ned i to timer
3 dl ananasjuice
4 cl Malibu
isterninger
ananas-trekanter
lidt finthakket mynte
sugerør
Tag ananasternene ud af fryseren og blend dem sammen med ananasjuice og Malibu. Hæld lidt isterninger i to høje glas sammen med drinken og pynt med ananas-trekanter på kanten af hvert glas samt et lille drys mynte. Stik sugerør i drinksene og servér med det samme.
Note: Glowing Beach er en frisk, sødmefuld sommerdrink, der smager af solskin. Der er et strejf af kokos over drinken, men jeg undlod bevidst at bruge særlig meget Malibu, da folks tolerancetærskel for den likør er meget forskellig. Jeg kunne for eksempel sagtens smage den og mente ikke, at drinken behøvede mere alkohol, mens gemalen dårligt kunne fornemme den. Du kan naturligvis hælde mere Malibu i, hvis du synes, at drinken trænger til det.
Hurra for dig! Skal helt sikkert prøve din ananas kokos cocktail når jeg er hjemme igen… Uhmmm glæder mig allerede!!
God fornøjelse med den – og husk, at du blot kan tilføje lidt mere Malibu, hvis du vil have en tydeligere kokossmag 🙂
Jeg har et ret fint forhold til Malibu, så den drink skal jeg i hvert fald prøve. Smuk og sommerlig ser den også ud.
Men gin bliver jeg aldrig venner med !!
Hehe, jeg tror heller ikke, at jeg kommer til at have et nært forhold til gin, men nu har jeg da prøvet et par drinks, hvor den fungerer ok i 🙂
Din drink med ananas og kokos lyder som noget for os 🙂 Minder mig i går aftes, hvor en del af desserten var is med ananas og kokos, og mine gæster bad om opfyldning tre gange 😉
Ananas og kokos er også en skøn kombination 🙂
Det frister absolut med drinks i den her varme, dog er det nok bedst uden alkohol 😉
Men mere festligt med alkohol 😉
He, og nu hvor min sommerferie slutter, ser det ud til, at der endelig kommer et strejf af sommer over det danske vejr. Typisk!