Saftigt valnøddebrød med blåskimmelost og figner

Saftigt valnøddebrød med blåskimmelost og figner

Søndagens gæster blev ikke kun udsat for ostefondue til frokost – om eftermiddagen havde jeg bagt et spændende valnøddebrød med blåskimmelost og figner. Det blev serveret sammen med lidt forskellige oste – man kan jo ikke få ost nok – samt blåbærhonning, pære-havtornemarmelade og smør.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra ‘Økologisk køkken året rundt’ men valgte at bruge en smule mindre blåskimmelost og udskifte den foreslåede Roquefort med Castillo Black. Du kan også bruge andre krasbørstige blåskimmeloste. Derudover brugte jeg en lidt større mængde marsala.

Valnøddebrød med blåskimmelost og figner

1 mindre brød

75 g grofthakkede tørrede figner
1 dl marsala
200 g hvedemel
1 spsk bagepulver
3 æg
200 g creme fraiche – jeg brugte 9%
150 g blåskimmelost – jeg brugte Castillo Black
75 g grofthakkede valnødder
salt

Hak fignerne og put dem i en lille skål sammen med marsalaen. Lad dem trække en times tid. Bland mel og bagepulver i en skål. Pisk æg og creme fraiche sammen i en anden skål og rør derefter massen i melblandingen. Tilsæt lidt salt. Smuldr osten og vend ostestykkerne i dejen. Tilsæt derefter nødder og figner og hæld dejen i en smurt brødform. Gerne en på ca. 1 l. Jeg havde en lidt større form, som også er ret bred, så jeg fik et fladere brød, der skulle bage knapt så lang tid. Jeg bagte mit brød ved 180 grader i ca. 35 minutter. Hold øje med brødet under bagningen – det skal have en smuk gylden farve. Du kan teste, om det er gennembagt, ved at stikke brødet med en tynd træpind eller en kødnål. Hænger der ikke dej ved, er brødet bagt færdigt.

Lad brødet køle helt af, inden du spiser det. Eller… spiser en skive af det…

Note: Jeg var spændt på, hvor meget den kraftige ost ville smage igennem, og jeg blev positivt overrasket over, at brødet fik en saftig og ‘rund’ smag – slet ikke så hidsigt som den rå ost, meeen osten var nu ikke helt forsvundet smagsmæssigt. Den kunne stadig smages omend i en langt mildere udgave, og jeg fik tilmed gemalen til at smage det. Han syntes dog, at ostesmagen var ret tydelig, men nu vidste han heller ikke, hvor kraftig osten var til at starte med.

Hvis du har mod på at inddrage blåskimmeloste i madlavningen, så prøv dette brød – det har noget af smagen uden dog at være så kraftig som den originale ost, og så giver fignerne også en sødme, som går godt sammen med osten.



22 thoughts on “Saftigt valnøddebrød med blåskimmelost og figner”

    • Mja… jeg har ledt efter den under Widgets til WordPress, men jeg kan søreme ikke finde den :-O

      Det er for dååårligt 😛

  • Du er ikke rask! Ikke en ja-hat på størrelse med Fyn ville få mig til at spise det der 😀 Men jeg er jo også panikangst for blåskimmel. Men A for mod og opfindsomhed 😉

    • … kylling! 😀

      Jeg er nu sikker på, at lidt smør og en skive bacon ville få det til at glide let ned… bare en idé 😉

  • Årh hvor lyder den fræk !!!
    Den skal da prøves, og når det kommer til blåskimmeloste med masser af smag, så er jeg født med Ja hat.

    Vi har et fast påskearrangement, som plejer at eskalere til et sandt mad orgie (med masser af hvidløg, men det er nu nok ikke relevant lige i denne sammenhæng), og der tror jeg brødet vil passe godt ind. Jeg har vist noget hyben-vanille marmelade, der ville kunne bruges til formålet.

    So much food, so little time…

    • Jeg tænkte faktisk på din kommentar om Roquefort, da jeg bagte brødet 🙂

      Kombinationen med hyben-vanilje lyder skøn!

    • Mange tak! Jeg synes, du skal forsøge – og hvis osten stadig er for gennemtrængende, så er jeg sikker på, at et lag Nutella kan råde bod på det, hehe 🙂

  • Nøj, hvor lyder det lækkert, Piskeris! Din opskrift ryger straks ind i min mappe med spændende opskrifter, der skal prøves 🙂

    • Nu ikke vente for længe – jeg er sikker på, at den er bedst at nyde, mens det stadig er lidt køligt udenfor 🙂

  • Naaaahhjj den der havde jeg ikke lige set komme. Kigger ret så mistænksomt på det der brød og rynker let på næsen 😀
    Har faktisk været rigtig modig og købt min aller første Emmentaler ( jo jo) og er allerede forelsket.
    Jeg elsker ost… Men holder mig lidt for tit til det ufarlige og trygge. Men dit benspænd har fået vækket min nysgerrighed 😉

  • Kunne en af jer kloge madkvinder eller -mænd give mig et hint til marsala ?
    Og så ville jeg gerne lave en suppe til det her brød, men det er måske for sødt i det ?

    • Hvilket hint vil du gerne have? 🙂
      Jeg købte en flaske hos en af de lokale vinhandlere, hvor jeg fortalte, at jeg skulle bruge den til madlavning, og derfor fandt de en af de billige frem. Marsala føres også i visse supermarkeder – vores lokale Føtex har det på hylderne.

      Du kan godt bruge brødet til suppe, hvis det er en forholdsvis sød grøntsagssuppe (for eksempel gulerodssuppe), men jeg vil nok skære ned på mængden i fignerne, da det især er dem, der giver sødme.

        • Krydser fingre for at din lokale Føtex har det på lager. Alternativt kan du prøve med en ung portvin – det vil sandsynligvis også fungere godt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *