Svinekæber i paprikasauce

Svinekæber i paprikasauce

Hvad siger du til svinekæber i paprikasauce – en skøn simreret her i den kolde vinter? Og så med et krydret pift, der er med til at give varmen?

Jeg siger i hvert fald ja tak, for det lavede jeg i sidste uge, og det var skønt med en fyldig ret, hvor kødet nærmest smeltede på tungen. Retten var naturligvis også en del af mit paprika-benspænd denne måned. Paprika er nemlig et fantastisk krydderi til vinter-simreretter, og finder du også den røgede paprika frem, så skrues der ekstra op for smagen og dybden i retten.

Svinekæber i paprikasauce

4 personer

7-8 mellemstore svinekæber
smør til stegning
2 mellemstore løg, skåret i tynde både
1½ spsk sød paprika
½ spsk røget hot paprika
3 mellemstore gulerødder, skåret i 1 cm tykke skiver
1 dåse hakkede tomater
2 dl rødvin eller portvin
4 dl vand
salt og peber
evt. lidt mørk sirup

Jævning:
½-1 dl hvedemel
½-1 dl vand

Smelt en klat smør i en stor gryde og læg halvdelen af svinekæberne i. Brun dem på alle sider, inden du tager dem op og bruner den anden halvdel af svinekæberne. Tag dem op og tilsæt lidt mere smør til gryden. Hæld løg i smørret og rør rundt. Giv dem et halvt minuts tid, inden du tilsætter de to slags paprika og steger et halvt minut mere.

Rør gulerødderne i og lad dem stege et par minutter, inden du rører tomater, rødvin og vand i. Læg svinekæberne i tomatsaucen og læg låg på gryden. Skru ned for varmen og lad det simre ca. 2½ time. Husk at kigge til et par gange undervejs.

Ryst en jævning af lige dele mel og vand og rør det i gryden. Smag til med salt, peber og eventuelt lidt mørk sirup.

Svinekæber med paprikasauce smager fremragende med kartoffelmos, men kan også sagtens serveres sammen med kogte ris eller en spidskålssalat.

Note: Her får du en dejlig krydret og varmende simreret, som passer godt til det kolde vejr. Hvis du vil have den ekstra krydret, kan du altid smage til med lidt stærk chilisauce eller chipotle til sidst, men i denne udgave bør de fleste kunne være med.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *