Socca med røget laks

Socca med røget laks

Månedens benspænd bringer mig vidt omkring, for nu foreslog navnegeneratoren, at jeg skulle lave socca med røget laks!

Socca er en form for fladbrød eller pandekage, som stammer fra Provence i Frankrig og det nordlige Italien. Socca laves på kikærtemel og vand og kan steges på panden som en pandekage eller bages som brød i en støbejernspande i ovnen.

Jeg skelede til fremgangsmåden hos The Kitchn., og så rørte jeg en grov laksecreme, som jeg kunne toppe de færdige brød med.

Socca

2 personer

2½ dl kikærtemel
2½ dl vand
2 spsk olivenolie
1 tsk salt

olivenolie til stegning

Rør ingredienserne sammen og lad dejen hvile en halv times tid, så den kan sætte sig. Varm ovnen op til 230 grader. Smør en støbejernspande med et tykt lag olivenolie og stil den i ovnen 8-10 minutter, så den er godt varm. Tag den forsigtigt ud og fordel dejen i den. Stil den tilbage og lad den bage i 8-10 minutter, indtil den bliver sprød og gylden i kanten. Tag din socca ud og skær den i stykker.

Laksecreme

150 g røget laks (helt stykke)
1½-2 spsk creme fraiche
1 spsk friskhakket koriander
lidt citronsaft
salt og peber

Fjern skindet fra laksen og mos laksekødet let. Rør det med creme fraiche, koriander og lidt citronsaft. Smag til med salt og peber.

Servér din socca med laksecreme og fintsnittet salat eller spidskål.



2 thoughts on “Socca med røget laks”

  • Hvor tyk er din dej? Jeg har lavet deten gang, og her føltes dejen for tynd, og det var først efter et par stykker, at de ikke smulrede fuldstændig, når jeg vente dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *