Rødkål med skimmelost

Har du prøvet rødkål med skimmelost? Den letbitre kål går godt sammen med en (relativ) mild blåskimmelost, og så er det en fin måde at få brugt en rest skimmelost på. Jeg havde tilmed en lille rest, der var blevet tør, så den kunne rives. Du kan dog også sagtens bruge et stykke ost, der enten smuldres eller smeltes og vendes i salaten.
Rødkål med skimmelost vil passe godt til stegt and, vildt eller eventuelt svinekød. Du kan sagtens lave salaten uden bacon, hvis du gerne vil undgå kød i salaten. Så sørg blot for at smage den til med salt.
Rødkål med skimmelost
3-4 personer
2-3 store håndfulde meget fintsnittet rødkål
2 spsk rapsolie
peber
½ dl fintreven blåskimmelost
½ æble
100 g stegt bacon, finthakket
Læg nogle håndfulde fintsnittet rødkål i en stor skål. Hæld olie og lidt peber over og kram kålen med fingrene, så den bliver lidt blødere.
Tag lidt blåskimmelost og riv den fint over salaten. Du kan som sagt også brække små stykker af osten og drysse over, eller du kan smelte den og vende den i salaten. Skær et æble i små tern og vend den i rødkålen sammen med finthakket stegt bacon.
Servér din rødkål med skimmelost. Den kan holde sig tildækket i køleskabet i et par dage, hvis æblestykkerne er dækket til.
Note: Jeg synes, det var et ganske fint eksperiment. Det er sjældent, at jeg bruger ost i salater (bortset fra feta), så det var interessant at prøve med skimmelost. Nu var det ikke en meget kraftig udgave, jeg havde brugt, så den gav blot en lidt dybere og mere salt smag til salaten, og det passede mig fint. Vi spiste den sammen med hareragout.
Du kan i øvrigt overveje at pifte den op med en lille smule finthakket frisk grønkål, så der kommer et flottere farvespil i kålsalaten.







