Hareragout

Hareragout

Denne hareragout er lavet på to harelår – lige præcis de to styks, der blev tilovers, da jeg for nylig lavede stegt hare. Her tog jeg nemlig lårene fra, inden jeg putte haren i ovnen, for ellers var portionen blevet alt for stor. Jeg havde selvfølgelig også en snedig plan om, at jeg kunne bruge kødet fra harelårene i en anden vildtret…

Hareragout er simremad i bedste efterårsstil. Denne opskrift minder lidt om den vildtgryde, jeg lavede for et par år siden, men der er dog en række væsentlige ændringer i forhold til den ret – blandt andet at denne ragout indeholder hare og ikke krondyr (!).

Retten blev serveret sammen med knuste kartofler (en lidt anden måde at lave kartoffelmos på – opskriften følger nederst i indlægget) samt lille blomkål. De kan være lidt svære at få fat på, men smukke er de. Smagen er ikke specielt anderledes i forhold til de almindelige hvide blomkål.

Hareragout

4-5 personer

2 harelår
2 medium løg, skåret i tynde både
smør
100-125 g bacon, skåret i små tern
3 gulerødder, skåret i tykke skiver
5 allehånde
2 laurbærblade
1 spsk friskhakket salvie
3-4 dl rødvin
et par dl vand
1-1½ spsk ribsgelé
salt og peber

Rens harelårene og skær alt kødet af knoglerne. Skær det i mundrette stykker. Smelt smør i en stor gryde og brun kødet i gryden – gerne delt op i to portioner, så kødet får lov til at stege i gryden og ikke koge i egen kødsaft (det kan let ske, hvis man prøver at brune for meget kød på én gang). Tilsæt løgene og baconen og lad retten simre et par minutter, mens du rører med jævne mellemrum. Når løgene er ved at være møre, tilsætter du gulerødder, allehånde, laurbærblade og salvie. Lad det atter simre et par minutter under omrøring, inden du tilsætter rødvin samt et par dl vand. Læg låg på gryden og lad det simre i 1½ time. Kig til ragouten undervejs. Hvis den mangler væske, tilsætter du blot lidt mere vand. Tag til sidst låget af gryden og smag retten til med ribsgelé samt salt og peber.

Note: Hareragout er en god, fyldig efterårsret, som dog ikke er så ‘tung’ som retter med andet vildtkød godt kan blive.

knuste kartofler, kartoffelmos, kartofler, smør, parmesan, mælk

Knuste kartofler

ca. 4 personer

14-16 kartofler, mediumstørrelse
25 g smør
½ dl mælk
salt og peber
2-3 spsk friskrevet parmesan

Kartoflerne skrubbes grundigt og skæres i mindre tern. Kog dem helt møre i usaltet vand og mos dem derefter grundigt med en gaffel. Fordel smørret ud over. Når det er smeltet, vender du det i det moste kartofler sammen med mælken. Smag til med salt og peber. Fordel den rustikke mos i et ildfast fad og drys parmesan over. Sæt det i ovnen ved 200 grader i 15 minutter.

Note: En lidt anderledes måde at få kartoffelmos på – men metoden er ikke væsentlig anderledes end den måde, jeg ofte laver kartoffelmos på – se blot den grønkåls-kartoffelmos, jeg lavede for nylig.



5 thoughts on “Hareragout”

  • Uh, det kan næsten duftes – elsker smørmørt gryderetskød <3 Det er bare så ufotogent normaltvis – men her, med lidt lilla on the side, er det altså lidt festligere 😀

    – Anne

    • Det er nemlig en af fordelene ved denne årstid – de dejlige simreretter, som smelter på tungen. Og ja, det bliver lige lidt festligere med et skud lilla, for ulempen ved simremad er, at den sjældent er særlig fotogen 😉

  • Det er virkelig en fin farve, det har, det blomkål <3 Sådan noget, ved jeg bare, er umuligt at opstøve her i vores provinsielle afkrog af verden :-s Men smukt er det. Hvordan bliver den bagte mos? Bliver den sådan sprød ovenpå eller hvordan? Har nemlig selv overvejet at lave noget lignende.

    • Hvis Aarstiderne bringer ud i dit område, kan det være, de har det på lager på et tidspunkt – de har ind imellem nogle sjove ting 🙂
      Men ja, det er ikke ligefrem noget, der er let at få fat på. Har dog set det for et stykke tid siden i et af de større supermarkeder… men hvilket kan jeg desværre ikke huske 🙁

      De knuste kartofler kunne godt have fået en sprød overflade, men så skulle man have været lidt mere tålmodig, end jeg var den dag og have givet dem lidt længere i ovnen 😀

      • Tak for svaret. Jeg må holde øje 🙂

        Jeg lavede dem faktisk i aften, for jeg kunne ikke finde ud af, hvad vi skulle have som tilbehør til vores marinerede kotelet. Det smagte helt fint. Kan godt lide den lidt grovere konsistens, som der i hvert fald var i min mos, så det ikke er så flydende som almindelig kartoffelmos. Det var en fin løsning på mit problem i dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *