Rejeomelet med spinat

Rejeomelet med spinat

Denne rejeomelet røg på bordet, da jeg skulle lave hurtig aftensmad. Selvom jeg har nået en del ting i dag, så er der stadig mange punkter på min dosmerseddel – argh! Nå, jeg kan forhåbentlig nå nogle af dem på tirsdag – i morgen skal vi nemlig spise hos det vennepar, vi går på restaurant med.

Rejeomelet med spinat

2 personer

1 løg
2 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
350 g frossen spinat
lidt olivenolie og smør
6 store æg
1 tsk oregano
salt og peber
300 g store rejer

Pil og hak løg og hvidløg fint sammen med peberfrugten. Svits det sammen med den optøede spinat på en pande med olivenolie og smør og rør ofte i det. Pisk æggene sammen med krydderierne og bland halvdelen af rejerne i æggemassen. Fordel grøntsagerne jævnt ud over pandens bund og hæld forsigtigt æggemassen over. Dæmp varmen og lad omeletten stivne ved svag varme. Drys resten af rejerne på ved serveringen.

Note: Denne rejeomelet fungerer fint som topersoners ret. Jeg serverede strimlet salat + avokadotern samt ravigotte-dressing (ravigotte-sauce blandet med creme fraiche) til. Retten kan også bruges til fire personer – brug så 400 g rejer og sørg for at lave mere tilbehør til – f.eks. en solid pastasalat.



10 thoughts on “Rejeomelet med spinat”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.