Pizzasnegle med kartoffel, bacon og rosmarin

pizzasnegle, gær, durummel, hvedemel, kartofler, bacon, rosmarin, madbrød, goudaI går fik jeg lavet lidt forskellige sager til fryseren – blandt andet disse pizzasnegle, hvor jeg legede lidt med fyldet. Det smager godt, men en anden gang vil jeg nok putte mere i, så det bliver mere dominerende.

Pizzasnegle
ca. 22 stk.

4 dl lunkent vand
50 g gær
1 spsk olie
1 tsk salt
200 g durummel
ca. 300-350 g hvedemel

Fyld:
200 g kogte kartofler
1 pakke bacon
2 tsk rosmarin
160 g revet gouda

Gær opløses i vand, og olie, salt og durummel blandes i. Put hvedemel i, indtil dejen er blød og lækker at ælte. Lad den hæve lunt og tildækket i ca. en halv time.

Steg bacon og hak den derefter godt med en kniv. Bland den derefter med resten af fyldet og rør det godt rundt til en jævn mos. Ælt dejen let og rul den ud. Smør fyldet ud over – sørg for, at den ikke når helt ud til den kant, som skal være den yderste kant på pizzasneglen. Rul dejen sammen (så den ligner en roulade) og skær ca. to cm tykke skiver af, som du lægger på en bagepapirsklædt bageplade. Tryk dem evt. lidt, så de bliver lidt fladere. Lad dem hæve i en halv time og bag dem derefter ved 220 grader i 10-15 minutter.

Note: Lette og luftige med en fin smag af fyldet. Som sagt vil jeg nok putte mere fyld i, næste gang jeg laver dem, men de er også fine, som de er. I denne version, hvor de ikke er så smagstunge, vil de også egne sig fint som madbrød til en grøntsagssuppe.



23 thoughts on “Pizzasnegle med kartoffel, bacon og rosmarin”

  • Det var lige netop det samme, jeg kom frem til, da jeg lavede pizzasnegle, jeg brugte ikke kartoffel, men der skulle mere fyld i, og det til trods for, at jeg brugte en ikke særlig våd kødsauce, men dine ser nu lækre ud.
    Knus
    vibeke

  • Er durummel egentlig groft?Eller kan noget evt. erstattes så man får en “sundere” dej? (Ja jeg er ret så uvidende når det kommer til bagning)
    Var det bacon i tern du brugte, eller var det de lange stykker? – Ville man evt. kunne undlade at forstege bacon?

    Hov sikke mange spørgsmål 😛

  • Vibeke – tak skal du have! Ja, nu jeg tænker over det, så tror jeg også, at jeg havde samme oplevelse, da jeg sidst lavede pizzasnegle – der må generelt godt være mere fyld i, så det bliver mere som et samlet måltid og knapt så meget som en bolle med lidt mere smag.

  • Litzy – man kan godt få durummel i grov udgave, men jeg brugte den almindelige fintmalede udgave (som i øvrigt giver en utrolig lækker og blød dej). Hvis du vil have en sundere udgave, så skulle der ikke være noget i vejen for at erstatte durummelet – eller noget af durummelet – med noget hvedeklid eller andet grovere mel. Bare husk at mindst halvdelen af den samlede melmængde skal være hvedemel, så du er sikker på, at de hæver ordentligt.

    Det var bacon i strimler, jeg brugte. Jeg tror ikke, at baconen bliver særlig lækker, hvis den ikke steges i forvejen, for jeg tror ikke, den vil få varme nok under bagningen og derfor indeholde for store klumper fedt 🙂

  • Tak for svar… tror jeg må kaste mig ud i noget bagning snart… vi savner også lidt alternativer til frokosten for ender alt for ofte med at side og gnave i en skive knækbrød 😛

  • Nej hvor smart… Hvorfor har jeg aldrig tænkt på at Pizza snegle kan fyldes med andet end ost og skinke…:-) Jeg skriver ideen bag øret og husker på det næste gang der skal bages ting til drengens madpakker 🙂

  • Pizza snegle, har det med … bare at have for lidt fyld… Så hos os er det nu mini pizzaer…

    Dejlige i str som en snegl, men med mere fyld som en pizza…

    Skønt at have i fryseren

    Hyggehygge
    Marianne

  • Vibeke – jeg tror også, jeg kan finde på at eksperimentere videre med fyldet på et tidspunkt, for der kan jo laves mange spændende varianter 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *