Grove brunchboller

Grove brunchboller

Dagens opskrift er på grove brunchboller, som jeg bagte i aftes. De kom med på arbejde i dag, da vi skulle spise morgenmad med vores nye kollega. Yoghurten i dejen gør, at bollerne lettere holder sig friske til dagen efter, for ellers er det meste bagværk jo bedst lige efter bagning.

Opskriften er fra ‘Amos Store Bagebog 2’, som er et fund til de penge.

Grove brunchboller

12-15 stk.

350 g hvedemel
150 g fuldkornshvedemel
50 g havregryn
½ dl rapsolie
1 dl yoghurt naturel
1½ dl vand
1 æg
25 g gær
1 tsk salt
1 tsk sukker

Bland yoghurt og lunt vand, og opløs gæren deri. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen, til den er ensartet. Lad den hæve, lunt og tildækket, i ca. 30 minutter. Slå dejen sammen og tril den ud til en pølse. Skær den i stykker, der formes som boller, og sæt dem på en bageplade. Lad dem hæve i ca. 20 minutter.

Pensl de grove brunchboller med lidt yoghurt og drys med fuldkornshvedemel. Bag dem i 12-15 minutter på midterste rille ved 220 grader.

Note: Dette er gode mættende boller. De kan sagtens bruges til en frokost eller en skovtur, og du kan selvfølgelig også tilføje lidt sesamfrø eller hakkede nødder, hvis du gerne vil have endnu flere fibre i.

Men apropos kogebøger. I lørdags hulkede jeg af grin. Mens jeg læste en kogebog…. og det sker ikke så tit. Faktisk er det nok første gang i mit liv, hvilket gemalen også bemærkede. Da jeg så begyndte at læse passager op fra den, måtte han også overgive sig.

Jeg havde netop modtaget ‘Anarkistens Ægte Kogebog’, som er en guldgrube af opskrifter, tips og sarkastiske bemærkninger. What’s not to like? Jeg elsker den lille kogebog (med spiralryg – det er altså praktisk!) og kan varmt anbefale den.



15 thoughts on “Grove brunchboller”

  • jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der sad og græd af grin over den bog 😀 den er fantastisk. De ser super gode ud de boller 🙂 havde slet ikke opdaget at de var i amos bagebog 2

  • Linebine – jep! God underholdningsværdi og inspirationskilde! Jeg glæder mig til at afprøve opskrifterne 🙂

    Jeg havde oprindeligt tænkt mig at lave nogle andre, men så opdagede jeg denne bolleopskrift, og da jeg foretrækker boller med fibre i, så skyndte jeg mig at lave disse i stedet 😉

  • Uh, det lyder spændende med en kogebog, der får en til at hulke af grin 🙂 Og så synes jeg lige som Line at dine kolleger er utroligt heldige!

  • Madame – den kan varmt anbefales! Der er både grin og guf! Dog ingen billeder, men opskrifterne ser rigtig spændende ud!

    Gad vide, om man kan skrive bagningen på sit cv…? 😀

  • NYBH – ja! Den er altså god… selvfølgelig er der en del 'banale' opskrifter i, men der er også mange spændende, og der er rigtig mange, jeg ser frem til at prøve!

  • Uh, jeg er så spændt på at læse i den. Jeg ser frem til fredag hvor jeg får den overrakt af forfatteren selv 🙂

    Og jeg glæder mig som et lille barn til at komme til at bage 'min' kage.

    Hvor har du købt Amo bogen?

  • Klidmoster – glæd dig! Den er lige så fantastisk som Sifs blog 🙂

    Jeg købte bagebogen i Fakta, men det skulle også gerne være at finde i bl.a. Føtex og Bilka. Sig til, hvis du ikke kan finde den i nærheden af, hvor du bor – så kigger jeg efter, om der stadig er nogen tilbage i de lokale butikker 🙂

  • Linebine – hehe – en af de første butikker, der fik prygl i fødevareskandalen, var en Superbest her i byen, så der har jeg ikke været i lang tid 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.