Piskeriset på Eventyr

I tirsdags var jeg inviteret på Vesterbro Vinstue sammen med en række madbloggere og andre hyggelige mennesker. Da jeg ankom, fik jeg stukket et glas mousserende vin i hånden, og derefter faldt jeg i snak med Starvefood, som jeg også endte med at sidde ved siden af. Foran os var en aften med fire retter samt tilhørende vine, og vi blev placeret omkring et langt bord, hvor snakken snart gik lystigt.

Vi fik denne lille appetizer, som vi indtog, mens vi hørte lidt om historien bag Vesterbro Vinstue og ikke mindst den sjove og anderledes indretning. Her var både ‘skelet-stuk’ og sodrester og… ja, det er lidt svært at forklare, men stedet har sin helt egen tilbagelænede stil.

Forretten var denne simple servering med røgede og friterede blæksprutteringe, der blev serveret sammen med citronmayo. Ringene så godt nok lidt tynde og pjevsede ud i forhold til de frosne blæksprutteringe, man kan købe i supermarkedet, men til gengæld smagte vinstuens blæksprutteringe faktisk af blæksprutte – og så var konsistensen ganske fin og ikke så elastik-agtig som dem fra supermarkedet. Ok, det er en lidt tarvelig sammenligning, men det er trods alt den udgave, som mange danskere forbinder med blæksprutteringe.

Jeg var ret vild med den letrøgede smag, og de knasende ringe var lækre sammen med den bløde og fede mayo. Retten blev serveret sammen med Jordan de Asso, Brut Nature, Cariñena fra Spanien, som var en udmærket vin, men jeg ville dog have foretrukket en vin med lidt mere fedme, så det matchede mayoen bedre.

Næste ret på bordet var denne kalvetatar, der blev serveret med dijoncreme og maltjord. Jeg er blevet ret glad for tatar gennem de senere i år – i hvert fald i forbindelse med restaurantbesøg – men denne udgave var jeg dog lidt skeptisk over for. Den var ganske enkelt alt for groft hakket og manglede den delikate og fløjlsbløde konsistens, som er en af tatarens forcer. Detaljen med maltjorden hev dog points hjem, for den mørke maltsmag og den knasende sprødhed gav et fint modspil til tataren.

Til tataren fik vi serveret en Piero Busso 2011, Majano, Dolcetto d’Alba, Italien. En lettilgængelig vin, som fungerede fint med retten – men måske også en smule anonym til min smag.

Hovedretten var en rigtig efterårsret. Her stod den på braiseret spidsbryst med vaniljerødbeder, rå æbler og pastinakcreme. Portionen havde en fin størrelse, for det er en ret med masser af smag og tyngde, og vinen, der blev serveret til, var også en fyldig sag. Det var en Dom. du Jonicer 2011, Le Classique, Lirac fra Frankrig. Det er en vin, jeg forbinder med solid og tung bistromad, så den var et fint valg til denne ret. Er du til sødmefulde rødvine, så vil denne nok falde i din smag.

Det var dog desserten og ikke mindst dessertvinen, som vandt mit hjerte. Desserten var en blåbærparfait med hvid chokolade, lakrids og persillerod – en ret usædvanlig men forbløffende velkomponeret ret. Detaljen med persillerod har jeg ikke set før, men den sprøde rod passede perfekt til den søde parfait, den fede chokolade og den mørke lakrids. Wauw!

Heldigvis var den skønne dessert i selskab med en dessertvin, som klædte den ganske godt – nemlig en Cantina di Negra 2011, Recioto della Valpolicella fra Italien. En behagelig og afbalanceret dessertvin, som har en tilpas sødme og ikke kammer over og bliver til sirup. Misforstå mig ikke – jeg kan godt lide supersøde dessertvine – men det var nu dejligt at smage en dessertvin, der havde lidt mere at byde på.

Efter maden blev vi siddende og hyggesnakkede på Vesterbro Vinstue, og her kom der endnu en flaske vin på bordet – denne gang en spændende østrigsk vin – Pinot Noir, Weingut Dopler, Thermenregion fra 2009. Sammen med dessertvinen var det uden tvivl de to bedste vine den aften, og det var en skøn måde at slutte det hyggelige arrangement af på.

Jeg synes, Vesterbro Vinstue har en interessant profil, hvor køkkenet gerne vil eksperimentere lidt og prøve nye ting af, uden at det dog bliver superavanceret og sært. De valgte vine var rimelig forskellige, og mens de første ikke sagde mig så meget, så var jeg ret begejstret for de to sidste. Prisen er ganske overskuelig – alle retterne (undtagen desserterne) koster 90 kr. stykket, og det er en ganske fair pris i forhold til niveauet. Det er et sted, jeg godt kan finde på at vende tilbage til igen.