Langtidsstegte andelår med nektariner

Langtidsstegte andelår med nektariner

Vi burde jo egentlig spise flæsk her til aften, men det endte med langtidsstegte andelår. Jeg er nemlig i gang med at rydde ud i fryseren, og her fandt jeg både et par andelår og en pose nektariner i tern. Vores fryser indeholder lige lovlig meget frugt i øjeblikket, for vores blender er død, så vi har ikke fået smoothies i lang tid.

And og frugt er en god kombination, men jeg tror, det er første gang, at jeg har prøvet at kombinere and med nektariner. Det fungerede dog fint.

Langtidsstegte andelår med nektariner

2 personer

2 andelår
2-3 spsk æblesirup
300-500 g nektariner i tern (ikke syltede!)
salt

fintsnittet spidskål
3 spsk hindbæreddike
hakkede hasselnødder

Læg andelårene i et ildfast fad og smør dem med æblesirup. Drys godt med salt over og læg nektarinerne omkring andelårene. Husk at hælde en smule vand i fadet. Dæk fadet til med stanniol og stil det i ovnen i tre timer ved 140 grader. Tag derefter stanniolen af og skru ovnen op på 200 grader på grillprogram i ca. ti minutter.

Snit spidskålen i meget tynde strimler og hæld den i en skål. Kram kålen med hænderne og hæld hindbæreddiken over. Kram et par gange igen og fordel kålen på to tallerkner. Lav en lille fordybning i midten – som en fuglerede – og læg et andelår i hver ‘spidskålsrede’. Læg nektarin-tern omkring andelåret og hæld lidt af væden fra fadet over. Slut af med at drysse hakkede hasselnødder over retten.

Note: Langtidsstegte andelår smager jo skønt, og denne variant er bestemt værd at prøve. En dejlig kombination af andens fedme kombineret med nektarinernes sødme, spidskålens let bitre smag, hindbæreddikens syrlighed og lidt knas fra nødderne. Bestemt en dejlig efterårsret. Er det for sent på sæsonen til nektariner, så prøv blommer eller æbler i stedet.



8 thoughts on “Langtidsstegte andelår med nektariner”

  • Mums, det ser virkelig lækkert ud… og den der chocolate russian ser altså bare en tand for lækkert ud! Jeg må helt sikkert få anskaffet mig en chokolade-likør, så jeg kan prøve at lave en 🙂

  • Den er ret god og passer fint med mælken. Drinken kan godt laves lidt stærkere, for denne udgave var forholdsvis mild, men drinks med mælk i kan jo godt være lidt ‘snigende’ 😉

    I øvrigt fungerer likøren også fint alene – tror jeg vil servere den sammen med en dessert på et tidspunkt – eller bare som dessert i sig selv 🙂

  • Mums – and uden for “sæsonen” er altid godt. Men det kan godt nok også være svært at skaffe, hvis ikke man har været forudseende som dig, og fået frosset et kræ ned:-)

    • Jeg plejer nu godt at kunne finde andebryster og andelår på frost i supermarkedet, så mon ikke også du har mulighed for det, hvis du har lyst til en omgang and? 🙂

      Jeg har blandt andet set dem hos Føtex og Kvickly.

    • Hehe, ja den hvide russer er skøn! Men også ret farlig – en rigtig ‘snigedrink’, hvor man ikke lægger mærke til alkoholprocenten, før den for alvor slår igennem 😉

  • Mums! jeg elsker white russians og den chokoladeversion ser så lækker ud 😉 Camilla kan da bare inviteret på mad med chocolate russians som velkomstdrink ;P

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *