Alkoholfri drink med jordbær

En alkoholfri drink med jordbær er jo oplagt at lave her i jordbærsæsonen. Og så er det naturligvis endnu et af mine eksperimenter i forbindelse med det alkoholfri drink-benspænd i denne måned.
Jeg har før prøvet at kombinere jordbær og frisk basilikum, og de to råvarer passer overraskende godt sammen, så det skulle jeg selvfølgelig også prøve her! Det er også en chance for at bruge et bredere udvalg af krydderurter i drinks (for det skal ikke altid gå ud over mynten!).
Jeg har brugt jordbærsirup i denne udgave for at forstærke jordbærsmagen. Du kan dog også bruge almindelig sukkersirup og så eventuelt overveje at putte en lille smule grenadine i for at give ekstra farve og sødme. MEN – vær meget forsigtig med mængden, for ellers overtager grenadine-smagen let, og så bliver drinken meget sød.
Alkoholfri drink med jordbær
1 drink
3-4 store friske jordbær
1 spsk jordbærsirup
4 basilikumblade
danskvand eller tonic
isterninger
Skyl jordbærrene og pil toppen af dem. Hæld dem i et højt smalt glas sammen med sirup og basilikumblade og brug en støder fra en morter til at mose det sammen. Fyld isterninger i og top det med danskvand eller tonic. Put et sugerør i, som du kan bruge til at røre lidt i drinken – og selvfølgelig når du nipper af drinken.
Note: Denne alkoholfri drink med jordbær faldt i god jord hos gemalen, da jeg testede den på ham. Drikker du den med sugerør, kan de små stykker jordbær dog sætte sig fast i røret …
OBS – hvis du ikke har en støder, der er lang nok til at mose jordbær i et højt glas, så kan du evt. putte jordbær, sirup og basilikumblade i et lavt glas, mose det sammen der og så overføre blandingen til det høje glas. Det gør ingen forskel for smagen.







