Summer Rain – alkoholfri drink

Summer Rain er et humoristisk bud på en alkoholfri drink inspireret af den klassiske danske sommer. Du ved, den hvor det regner, og temperaturen er til tykke sokker.
Da jeg annoncerede mit alkoholfri benspænd og samtidig kunne se, at vejrudsigten varslede regn, så vidste jeg med det samme, at jeg skulle lave en drink i stil med denne.
Summer Rain
1 drink
3 cl agurkesaft*
8-10 cl blandet hyldeblomstsaft (helst hjemmelavet, da det har mere smag end købeudgaven)
godt med isterninger
lidt citronsaft
Pynt:
1 agurkestang
Regnvejr
*jeg vaskede og rev en stor frisk agurk på et groft rivejern og pressede saften ud af den revne agurk (og gemte de pressede agurkestrimler til en omgang tzatziki senere i dag)
Hæld agurkesaft, 8 cl hyldeblomstsaft og godt med isterninger i en shaker. Ryst godt og tilsæt evt. lidt mere hyldeblomstsaft. Smag med til citronsaft.
Tag et lavt glas og fyld det op med isterninger. Hæld drinken i – det gør ikke noget, at den ikke kommer helt op til kanten, for det gør klassisk dansk sommer heller ikke. Pynt med en agurkestang og drik den i regnvejret.
Note: Summer Rain er en mild (nogen vil sige svag) drink, der er til folk, der foretrækker meget milde drinks. Den vil sjovt nok være god på varme solskinsdage, hvilket er en smule selvmodsigende …
Jeg overvejede at putte Angostura Bitter i, for det ville passe til stilen, men det ville overtage smagen for meget. Man kan også blive letsyrlig, når der er klassisk dansk sommer for mange dage i træk, så jeg endte med at bruge citron til at gøre den ekstra frisk og syrlig.
Hvis du synes, at det alligevel bliver lidt for mildt og frisk til din smag, så rør lidt gin i. Men så er den jo selvfølgelig ikke alkoholfri længere …
PS – jeg er i øvrigt imponeret over, hvor meget agurkesaften farvede drinken. Den blev faktisk ganske pæn!