Pasta med and og tomatsauce

Pasta med and og tomatsauce

Jeg fik lyst til at lave pasta med and efter at have købt en stor dåse confiterede andelår. De kan købes i visse store supermarkeder (jeg fandt denne her i en Føtex Food), og ellers skal man i specialforretninger.

Indkøbet skete selvfølgelig i forbindelse med mit luksus-dåsemad-benspænd, og der er jo virkelig mange måder at bruge sådan nogle møre andelår på. Nu havde jeg lige leget med rispapirruller tidligere på ugen, så jeg måtte kigge i en anden retning – og det blev så til en pastaret.

Denne pastaret er inspireret af venetiansk anderagu, men lavet på en langt hurtigere og lettere måde. Hvis du har lidt rappe fingre, så kan du lave denne ret på 15-20 minutter, og det er jo ikke så tosset på en travl hverdagsaften.

Pasta med and og tomatsauce

2 personer

150 g tørret pasta
salt og peber
2 confiterede andelår
1 mellemstort løg, skåret i tynde både
1 tsk friske og hakkede salvieblade
½ dl kraftig rødvin
60-70% af en dåse flåede og hakkede tomater
salt og peber

Derudover:
en salat – eller i dette tilfælde stykker af broccoli, der har fået nogle minutter i kogende vand

Bring en kasserolle vand i kog, hæld lidt salt i og tilføj pastaen. Læg låg på, skru lidt ned for varmen og lad det koge, indtil det lige akkurat er mørt (typisk 10-12 minutter).

Mens pastaen koger, hælder du lidt andefedt på en pande og steger løgene ved mediumvarme et minuts tid eller to, indtil de bliver møre. Bræk andekødet i mindre stykker og hæld dem på panden sammen med salvie. Giv det et par minutter, inden du tilføjer rødvin og tomater. Lad det simre ved mediumvarme.

Når pastaen er færdig, tager du den op med en hulske og fordeler den i to dybe tallerkner. Du kan genbruge pastavandet til at give din broccoli nogle minutter i kogende vand inden servering. Men du kan også vælge at servere en salat ved siden af din pasta med and.

Smag din andestuvning til med salt og peber og fordel den ud over pastaen. Har du et par friske salvieblade til overs, kan du bruge dem til at pynte retten med.

Note: Dette er en virkelig lækker ret! Pasta med and er en god, mættende ret, og selvom retten kun simrer i kort tid, så havde den alligevel en skøn cremet konsistens og godt med smag. Du kan naturligvis skrue endnu mere op for smagen ved at tilføje flere krydderier, men jeg synes egentlig ikke, at den behøver det.



1 thought on “Pasta med and og tomatsauce”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *