Lammenyrer i krydret sauce

Lammenyrer i krydret sauce

Jeg er i gang med mit indmads-benspænd, og jeg har fundet en gammel ‘fjende’ frem – lammenyrer! Dem prøvede jeg nemlig også at lave en ret med, da jeg for ti år siden havde mit første indmads-benspænd. Og her var nyrerne ganske enkelt ikke udvandede nok.

Men jeg giver ikke op, så nu havde jeg en glimrende anledning til at få en – forhåbentlig – bedre oplevelse. Og det var det.

Jeg faldt over en opskrift på krydrede lammenyrer hos Tesco, som jeg legede videre med. Jeg valgte at skrue op for krydringen og undlade creme fraiche, da det dæmpede smagen for meget. Og så tilføjede jeg Madeira, men du kan også bruge hvidvin.

Lammenyrer i cremesauce

forret til 3-5 personer eller hovedret til 2 personer

4-5 lammenyrer, rensede og udvandede
evt. 2 dl mælk
1 tsk cayennepeber
smør til stegning
200 g svampe, rensede og skåret i skiver
1 lille løg, finthakket
2 fed hvidløg, pressede
evt. 1 spsk HP-sauce
1 dl Madeira
salt og peber
1-2 spsk friskhakket bredbladet persille
evt. friskbagt brød

Sørg for at købe rensede, udblødte lammenyrer. Jeg valgte for en sikkerheds skyld at udvande dem yderligere i 5-6 timer i mælk (på grund af den dårlige oplevelse for mange år siden), men det behøver du ikke nødvendigvis. Skær lammenyrerne i mindre stykker og fjern sener.

Smelt smør på en pande og svits lammenyrer og løg i nogle minutter. Rør hvidløg og cayennepeber i. Tilsæt svampene – evt. med lidt mere smør – og lad dem stege i nogle minutter, indtil de bliver bløde. Tilsæt Madeira og evt. HP-sauce og lad det simre, indtil væden er kogt ind til halv mængde. Smag til med salt og peber.

Du kan servere dine lammenyrer sammen med kartofler, ris eller pasta – eller en salat. Jeg valgte at servere dem som en forret, hvor jeg tog en halv hjemmebagt bolle og fordelte stuvningen ud over. Jeg sluttede af med et drys persille.

Note: Ha! Det var en noget anden – og langt mere positiv – oplevelse end første gang! Det smagte faktisk ganske godt. Hvis du sørger for, at kødstykkerne ikke er alt for store, så forsvinder indmadssmagen.



2 thoughts on “Lammenyrer i krydret sauce”

  • Lever, nyre og brisler er mine yndlings dele af dyr, måske fordi jeg får det så sjældent.
    Din sovs virker dog ret lille (1 dlmaderia) til 3-5 personer – mangler der noget i cremesovsen?

    • Nej, men den er tænkt som en forret til 3-5 personer, så der er ikke brug for så megen sauce. Jeg har nu skrevet tydeligere, at hvis man serverer den som hovedret, så er det nærmere til 2 personer. Så kommer det selvfølgelig an på, hvad man serverer til – om man vil have mere sauce (så tilsætter man blot mere Madeira og/eller lidt fond) eller evt. vende tilbehøret i en sauce af en slags.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *