Kyllingesvøbte asparges

kyllingesvøbte asparges, kylling, kyllingebryster, asparges, sake, grønne asparges, mirin, dashi, rørsukker, sennep, soyaKyllingesvøbte asparges – ja, det udtryk kendte du måske ikke, men det er muligvis fordi, jeg lige har fundet på det. Og nej, det er ikke en kåd kylling, der slynger sig omkring et bundt asparges men derimod et kyllingebryst, der er skåret op og derefter fyldt med grønne asparges.

… ok, med ovenstående forklaring begynder denne ret at lyde mere og mere suspekt…! Ahem.

Men altså. Kyllingebryster fyldt med grønne asparges – det lyder da som en dejlig forårsret? Jeg skrev forleden, at japanere også bruger asparges i madlavningen, og det passer jo som fod i hose til denne årstid, så da jeg fandt en opskrift mere i ‘EASY japansk kogebog’, hvor der blev brugt grønne asparges (faktisk var der adskillelige, men nu udså jeg mig altså denne her), så besluttede jeg mig straks for at bruge den som udgangspunkt en aften i sidste uge. Jeg justerede lidt på en række af ingredienserne og fandt blandt andet ud af, at man sagtens kan bruge mere sauce end den mængde, der foreslås i den oprindelige opskrift, så det har jeg også indarbejdet i nedenstående version.

Jeg valgte i øvrigt at servere mine kyllingesvøbte asparges med risnudler og ekstra asparges, for det passede godt til retten.

OBS – der bruges en række specialvarer til denne ret. Dem kan du læse mere om nederst i indlægget, hvor jeg også har beskrevet, hvordan jeg har fundet frem til dem.

Kyllingesvøbte asparges
2 personer

2 kyllingebryster
et bundt grønne asparges
8 basilikumblade
4 tsk sake
rapsolie til stegning

Sauce:
2½ dl dashi
3 tsk rørsukker
1½-2 spsk mirin
1 spsk sake
1-2 spsk soya
2-3 tsk stærk sennep

Skær kyllingebrysterne op, sådan at de stadig hænger sammen i den tykke side af brystet. Fold kødet ud, så hvert kyllingebryst nu er ca. dobbelt så bredt. Knæk den nederste del af de grønne asparges og halvér tre af dem på langs, så du har seks lange, halverede asparges. Læg resten af bundtet til side – dem skal du bruge som tilbehør. Drys lidt sake på hvert kyllingebryst og fordel tre asparges og fire basilikumblade på hvert stykke kød.

kylling, kyllingebryster, asparges, sake, grønne aspargesRul hvert stykke kød sammen om fyldet og luk hver kødpakke med en tandstikker. Steg kyllingepakkerne i lidt rapsolie – de skal 8-9 minutter. Husk at vende dem flere gange undervejs, så de bliver jævnt stegt på alle sider.

Mens kødet steger, kan du meget passende koge risnudler og resten af de grønne asparges. Hæld lunkent vand over begge, når de er møre og lad det så stå, indtil kødet og saucen er færdig.

Tilbage til kyllingepakkerne. Tag dem af panden og læg dem på et spækbræt. Hæld dashi, sukker, mirin og sake på panden ved mediumvarme. Rør det godt sammen. Når de begynder at koge, lægger du kyllingepakkerne tilbage på panden. Lad dem simre i saucen i ca. fem minutter – husk at vende dem undervejs.

Tag kødet af igen. Tilsæt soya og sennep til saucen i panden og varm det igennem i 1-2 minutter. Husk at smage til – enten med soya og/eller sennep eller evt. med mirin eller sake.

Servér dine kyllingesvøbte asparges med kogte risnudler, sauce og kogte grønne asparges.

Note: Rigtig lækker forårsret! Den kræver ganske vist flere specialvarer, men det er bestemt et dejligt forårskådt måltid, som jeg sagtens kunne finde på at lave igen.

sapporo, øl, japansk, asiatiskVi delte en flaske Sapporo til maden – en af de mest kendte japanske øl, der findes. Asiatiske øl plejer at være ret milde, og det er Sapporo også. Den har dog også lidt sødme, som passede rigtig godt til saucen.

Til denne ret har jeg brugt flere ingredienser, du sandsynligvis ikke kan finde i dit lokale supermarked (dashi, mirin og sake). Det kunne jeg i hvert fald ikke, så jeg bestilte dem over nettet, hvor jeg fandt ud af, at Den Kinesiske Købmand, der ligger tæt på Nørreport Station i København, også sælger en lang række japanske varer. Og det bedste er – man kan også bestille varerne på nettet og få dem tilsendt! Så det gjorde jeg, og øh… endte med at købe temmelig mange forskellige sjove ting, så jeg ender nok med at lave en del asiatiske retter i løbet af sommeren 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *