Karry-kartoffelsalat

Månedens legestue-tema er en glimrende undskyldning for at pille ved klassikere såsom kartoffelsalat. Denne sommerklassiker er ofte en mild salat, som folk serverer til grillmad, men jeg fik lyst til at spice den lidt op og lavede derfor en karry-kartoffelsalat tidligere på ugen.
Sørg for at bruge en god karry, du er glad for. Jeg synes desværre, at en del af de karry-blandinger, man kan købe i supermarkederne, er kedelige og/eller bitre, så jeg tog forbi Torvehallerne i sidste måned for at købe krydderier hos ASA. Her købte jeg et par karryblandinger – de sødeste, de havde – men selvom de ikke er så bitre i smagen, så er der skruet godt op for styrken. Derfor vil jeg også anbefale dig, at du først putter to tsk karry i cremen og først putter mere karry i, når du smager den til. Så kan du bedre justere styrken af karrysmagen.
Karry-kartoffelsalat
2 personer
2 håndfulde nye kartofler, kogte, pillede og afkølede
2 dl græsk yoghurt
2-3 tsk karry
½ tsk gurkemeje
lidt salt
lidt honning
citronsaft
½ agurk, skåret i mindre tern
Rør yoghurten sammen med karry og gurkemeje. Smag til med salt, honning og citronsaft. Skær kartoflerne i mundrette stykker og vend dem i cremen sammen med de fleste af agurketernene. Gem ½ dl agurketern til pynt. Jeg satte også et par appelsin-tagetes blomster på toppen af salaten.
OBS – hvis du laver denne karry-kartoffelsalat – eller i hvert fald cremen – et par timer i forvejen, får den en kraftig gul farve.
Note: Karry-kartoffelsalat er en fin variant af den traditionelle milde kartoffelsalat. Da jeg testede den på gemalen, var der stor begejstring over den krydrede smag. Prøv evt. også at bruge friskpillede ærter i.
Kartoffelsalat er virkelig en af de retter, jeg glæder mig til at få om sommeren. Selvom man jo faktisk kan lave den hele året. Mors, med en lille snert sennep, piskefløde og kolde frikadeller til, er den “helt rigtige” – selv elsker jeg at lave den med rygeost og masser af dild.
– Anne
Jeg har ikke prøvet med fløde, men jeg kender flere, der bruger mayonnaise sammen med creme fraiche i cremen. Det er i det hele taget sjovt at høre, hvordan folk laver en klassisk kartoffelsalat – jeg er stødt på mange forskellige udgaver 🙂